Add parallel Print Page Options

Josef giver sig til kende for sine brødre

45 Da kunne Josef ikke længere beherske sig. „Ud, alle sammen!” beordrede han sine tjenere, for han ville være alene med brødrene. Så brast han i gråd. Han hulkede så højt, at alle i huset hørte det—ja, rygtet om hans gråd nåede helt til Faraos palads.

„Jeg er Josef!” sagde han. „Er min far stadig i live?” Hans brødre var lamslåede og kunne ikke få et ord frem.

„Kom herhen,” sagde han. De trådte nærmere, og han sagde igen: „Jeg er Josef, jeres bror, som I solgte til Egypten. Men I må ikke bebrejde jer selv på grund af det, I gjorde, for Gud var med i det! Han sendte mig hertil i forvejen, for at I kunne blive reddet. Hungersnøden har nu hærget i to år, og den vil hærge fem år endnu. I al den tid vil der hverken blive pløjet eller sået. Derfor sendte Gud mig hertil, så at I og jeres familier kan overleve og blive til et stort folk. Ja, det var Gud, som sendte mig hertil—ikke jer. Og han har gjort mig til Faraos rådgiver, ansvarlig for hans ejendom og hersker over hele Egypten.

Skynd jer nu tilbage til min far og fortæl ham, at Gud har gjort hans søn Josef til hersker over Egypten. Sig til ham, at han skal komme med det samme 10 og slå sig ned i Goshens land, så han kan bo i nærheden af mig med alle sine børn og børnebørn, sine fåre- og kvægflokke og alt, hvad han ejer. 11 Så kan jeg hjælpe jer, for der er stadig fem år, til hungersnøden er slut. Ellers vil I alle ende i den yderste fattigdom.”

12 Josef fortsatte: „I kan selv se, at jeg er Josef—også Benjamin kan bekræfte det. 13 Fortæl min far, at det er gået mig godt i Egypten. Fortæl om den magt, jeg har, og om alt, hvad I har set og hørt her—og skynd jer så at bringe ham herhen.”

14 Da omfavnede Josef sin bror Benjamin, og med hinanden om halsen græd de to brødre. 15 Derefter omfavnede han grædende hver enkelt af sine brødre, og først da fik de mælet igen. 16 Nyheden om Josefs brødre nåede også Farao og hans hof, og alle glædede sig over det bevægede gensyn.

17 Farao sagde da til Josef: „Sig til dine brødre, at de skal læsse deres æsler og skynde sig hjem til Kana’an 18 og hente deres far og øvrige familie. De kan roligt komme herned og bo. Giv dem denne besked fra mig: Farao vil overdrage jer den bedste jord, der er i Egypten. I skal leve af landets overflod. 19 Og sig til dine brødre, at de må tage vogne med sig fra Egypten, så deres koner og børn og deres far kan blive kørt hertil. 20 Sig også til dem, at de ikke skal bekymre sig om de ting, de må lade tilbage, for det bedste af det bedste her i Egypten skal være deres.”

21 Så gav Josef dem vogne og rejseproviant, sådan som Farao havde befalet, og brødrene gjorde, som der blev sagt. 22 Josef gav alle sine brødre smukke dragter, og Benjamin gav han fem dragter og tre hundrede sølvstykker. 23 Til sin far læssede han ti æsler med alle mulige specialiteter fra Egypten—og endnu ti æsler med korn og andre livsfornødenheder, som skulle være proviant på hans rejse til Egypten. 24 Så tog han afsked med sine brødre: „Lad nu være med at skændes på vejen,” var hans sidste ord til dem, 25 hvorefter de tog af sted og kom hjem til deres far i Kana’an.

26 „Josef er i live!” fortalte de i munden på hinanden. „Og han regerer over hele Egypten!” Men Jakob var skeptisk. Han kunne simpelthen ikke tro det. 27 Så fortalte de ham alt, hvad Josef havde sagt, og da Jakob så vognene, som Josef havde sendt for at hente ham, livede han op 28 og sagde: „Det må jo være sandt, at min søn Josef lever! Jeg må af sted og se ham, før jeg dør.”

45 Da kunde Josef ikke længer beherske sig over for alle dem der stod hos ham, og han råbte "Lad alle gå ud!" Således var der ingen til Stede, da Josef gav sig til Kende for sine Brødre. Så brast han i lydelig Gråd, så Ægypterne hørte det, og det spurgtes i Faraos Hus; og Josef sagde til sine Brødre: "Jeg er Josef! Lever min Fader endnu?" Men hans Brødre kunde ikke svare ham, så forfærdede var de for ham. Så sagde Josef til sine Brødre: "Kom hen til mig!" Og da de kom derhen, sagde Josef: "Jeg er eders Broder Josef, som I solgte til Ægypten; men I skal ikke græmme eder eller være forknytte, fordi I solgte mig herhen, thi Gud har sendt mig forud for eder for at opholde Liv; i to År har der nu været Hungersnød i Landet, og fem År endnu skal der hverken pløjes eller høstes; derfor sendte Gud mig forud for eder, for at I kan få Efterkommere på Jorden, og for at mange hos eder kan reddes og holdes i Live. Og nu, ikke I, men Gud har sendt mig hid, og han har gjort mig til Fader hos Farao og til Herre over hele hans Hus og til Hersker over hele Ægypten. Skynd jer nu hjem til min Fader og sig til ham: Din Søn Josef lader sige: Gud har sat mig til Hersker over hele Ægypten; kom uden Tøven ned til mig 10 og tag Bolig i Gosens Land og bo i min Nærhed med dine Sønner og Sønnesønner, dit Småkvæg og Hornkvæg og alt, hvad du ejer og har; 11 der vil jeg sørge for dit Underhold - thi Hungersnøden vil vare fem År endnu - for at ikke du, dit Hus eller nogen, der hører dig til, skal gå til Grunde! 12 Nu ser I, også min Broder Benjamin, med egne Øjne, at det er mig, der taler til eder; 13 og I skal fortælle min Fader om al min Herlighed i Ægypten og om alt, hvad I har set, og så skal I skynde eder at bringe min Fader herned." 14 Så faldt han grædende sin Broder Benjamin om Halsen, og Benjamin græd i hans Arme. 15 Og han kyssede alle sine Brødre og græd ved deres Bryst; og nu kunde hans Brødre tale med ham.

16 Men det spurgtes i Faraos Hus, at Josefs Brødre var kommet, og Farao og hans Tjenere glædede sig derover: 17 og Farao sagde til Josef: "Sig til dine Brødre: Således skal I gøre: Læs eders Dyr og drag til Kana'ans Land, 18 hent eders Fader og eders Familier og kom hid til mig, så vil jeg give eder det bedste, der er i Ægypten, og I skal nyde Landets Fedme. 19 Byd dem at gøre således: Tag eder Vogne i Ægypten til eders Børn og Kvinder, sæt eders Fader op og kom hid; 20 bryd eder ikke om eders Ejendele, thi det bedste, der er i hele Ægypten, skal være eders!" 21 Det gjorde Israels Sønner så. Og efter Faraos Bud gav Josef dem Vogne og Rejsekost med; 22 hver især gav han dem et Sæt Festklæder, men Benjamin gav han 300 Sekel Sølv og fem Sæt Festklæder; 23 og sin Fader sendte han ti Æsler med det bedste, der var i Ægypten og ti Aseninder med Korn, Brød og Rejsetæring til Faderen. 24 Så tog han Afsked med sine Brødre, og da de drog bort, sagde han til dem: "Kives ikke på Vejen!"

25 Således drog de hjem fra Ægypten og kom til deres Fader Jakob i Kana'ans Land; 26 og de fortalte ham det og sagde: "Josef lever endnu, og han er Hersker over hele Ægypten." Men hans Hjerte blev koldt, thi han troede dem ikke. 27 Så fortalte de ham alt, hvad Josef havde sagt til dem; og da han så Vognene, som Josef havde sendt for at hente ham, oplivedes deres Fader Jakobs Ånd atter; 28 og Israel sagde: "Det er stort, min Søn Josef lever endnu; jeg vil drage hen og se ham, inden jeg dør!"