Add parallel Print Page Options

18 Efter Davids Samtale med Saul blev Jonatans Sjæl bundet til Davids Sjæl, og han elskede ham som sin egen Sjæl; og Saul tog ham samme dag til sig og tillod ham ikke at vende tilbage til sin Faders Hus. Og Jonatan sluttede Pagt med David, fordi han elskede ham som sin egen Sjæl. Og Jonatan afførte sig sin Kappe og gav David den tillige med sin Våbenkjortel, ja endog sit Sværd, sin Bue og sit Bælte.

Og David drog ud; hvor som helst Saul sendte ham hen, havde han Lykken med sig; derfor satte Saul ham over Krigerne, og han vandt Yndest hos alt Folket, endog hos Sauls Folk. Men da de kom hjem, da David vendte tilbage efter at have fældet Filisteren, gik Kvinderne fra alle Israels Byer Saul i Møde med Sang og Dans, med Håndpauker, Jubel og Cymbler, og de dansende Kvinder sang: "Saul slog sine Tusinder, men David sine Titusinder!"

Da blev Saul meget vred; disse Ord mishagede ham, og han sagde: "David giver de Titusinder, og mig giver de Tusinder; nu mangler han kun Kongemagten!" Og fra den Dag af så Saul skævt til David. 10 Næste Dag overvældede en ond Ånd fra Gud Saul, så han rasede i Huset, medens David som sædvanligt legede på Strenge; Saul havde sit Spyd i Hånden 11 og kastede det i den Tanke: "Jeg vil spidde David til Væggen!" Men David undveg ham to Gange.

12 Da kom Saul til at frygte David, fordi Herren var med ham, medens han var veget fra Saul. 13 Derfor fjernede Saul ham fra sig og gjorde ham til Tusindfører; og han drog ud til Kamp og hjem igen i Spidsen for Krigerne; 14 og Lykken fulgte David i alt, hvad han foretog sig; thi Herren var med ham. 15 Da Saul så, i hvor høj Grad Lykken fulgte ham, gruede han for ham; 16 men hele Israel og Juda elskede David, fordi han drog ud til Kamp og hjem i Spidsen for dem. 17 Da sagde Saul til David: "Se, her er min ældste Datter Merab; hende vil jeg give dig til Hustru, dersom du viser dig som en tapper Mand i min Tjeneste og fører Herrens Krige!" Saul tænkte nemlig: "Han skal ikke falde for min, men for Filisternes Hånd!" 18 David sagde til Saul: "Hvem er jeg, og hvad er min Familie, min Faders Slægt i Israel, at jeg skulde blive Kongens Svigersøn?" 19 Men da Tiden kom, at Sauls Datter Merab skulde gives David til Ægte, blev hun givet til Adriel fra Mehol

20 Sauls Datter Mikal fattede Kærlighed til David. Det kom Saul for Øre, og han syntes godt derom; 21 Saul tænkte nemlig: "Jeg vil give hende til ham, for at hun kan blive ham en Snare, så han falder for Filisternes Hånd!" Da sagde Saul til David: "I Dag skal du for anden Gang blive min Svigersøn!" 22 Og Saul gav sine Folk Befaling til underhånden at sige til David: "Kongen synes godt om dig, og alle hans Folk elsker dig; så bliv nu Kongens Svigersøn!" 23 Men da Sauls Folk sagde det til David, svarede han: "Synes det eder en ringe Ting at blive Kongens Svigersøn? Jeg er jo en fattig og ringe Mand!" 24 Og Sauls Folk meddelte ham det og sagde: "Det og det sagde David." 25 Da sagde Saul: "Således skal I sige til David: Kongen ønsker ikke andet i Brudekøb end 100 Filisterforhuder, så at han kan få Hævn over sine Fjender!" Saul gjorde nemlig Regning på at få David fældet ved Filisternes Hånd. 26 Da hans Folk fortalte David dette, samtykkede han i at blive Kongens Svigersøn. 27 Derpå brød David op og drog ud med sine Mænd og dræbte 2OO Filistere, og David kom med deres Forhuder og leverede Kongen dem fuldtallige for at blive hans Svigersøn. Så gav Saul ham sin Datter Mikal til Ægte. 28 Men da Saul så og skønnede, at Herren var med David, og at hele Israel elskede ham, 29 frygtede han David endnu mere, og Saul blev for stedse David fjendsk. 30 Filisternes Høvdinger rykkede i Marken; og hver Gang de rykkede ud, havde David mere Held med sig end alle Sauls Folk, og han vandt stort Ry.

Sauls jalousi imod David

18 Efter at David havde talt med Saul, mødte han kongens søn, Jonatan. Straks opstod der et varmt venskab mellem de to. Fra den dag blev David hos Saul hele tiden, og han fik ikke længere lov at vende tilbage til sit hjem i Betlehem. Jonatan og David blev så gode venner, at de sluttede en ubrydelig venskabspagt. Jonatan beseglede pagten ved at give David sin kappe og tunika, og endda sit sværd, sin bue og sit bælte.

Enhver opgave, David fik betroet, løste han med succes, så Saul udnævnte ham senere til officer i hæren, en udnævnelse, som både Sauls tjenere og folket bifaldt.

Nogen tid efter at David havde slået filisteren ihjel, vendte hæren hjem efter en sejr,[a] og en masse kvinder fra alle byerne i Israel gik ud for at hylde kong Saul med sang og dans til lyden fra tamburiner og triangler. „Saul har besejret tusinder,” sang de, „men David har besejret titusinder.”

Det blev Saul rigtig vred over. „De giver jo David større ære end mig,” tænkte han. „Hvem ved, måske de vil gøre ham til konge i stedet for mig.” Fra da af så han skævt til David.

10 Næste dag plagede den onde ånd Saul, og han opførte sig helt utilregneligt. Som sædvanlig tog David sin lyre og spillede for at berolige ham. Saul sad med sit spyd i hånden, 11 og pludselig kastede han det mod David, idet han mumlede: „Nu spidder jeg ham til væggen.” Men David sprang til side og undgik med nød og næppe at blive dræbt. Det skete to gange. 12 Saul blev nu bange for David, for det var helt klart, at Herren var med David og ikke med ham. 13-14 Derefter frigjorde Saul ham fra tjenesten ved hoffet og gjorde ham til anfører for 1000 mand. David ledte dem i kamp, og alt, hvad han foretog sig, lykkedes for ham, for Herren var med ham.

15-16 Saul kunne ikke undgå at lægge mærke til, hvordan David altid havde lykken med sig, og det gjorde ham endnu mere bange. Men hele Israel og Juda elskede David, fordi han var sådan en god leder.

17 En dag sagde Saul til David: „Jeg har overvejet at give dig min ældste datter, Merab, til kone. Men først må du bevise din tapperhed i Herrens krige.” Saul tænkte nemlig ved sig selv: „Hvis jeg sender ham mod filistrene, og de dræber ham, slipper jeg selv for at gøre det.”

18 „Jamen, jeg kommer jo fra en ubetydelig slægt,” indvendte David. „Hvordan skulle jeg kunne blive kongens svigersøn?”

19 Men da tiden for brylluppet nærmede sig, gav Saul sin datter til en mand ved navn Adriel fra Mehola i stedet for. 20 I mellemtiden var Sauls anden datter, Mikal, blevet forelsket i David. Det passede Saul udmærket.

21 „Så er der endnu en anledning til at få ham dræbt af filistrene,” tænkte han. Men til David sagde han: „Nu har du alligevel en chance for at blive min svigersøn.”

22 Derefter gav Saul sine tjenestefolk besked på i al fortrolighed at sige til David: „Kongen sætter stor pris på dig, og det gør vi andre også. Du bør tage imod tilbuddet om at blive hans svigersøn.”

23 Men David svarede: „Jeg er en fattig mand, og jeg kommer fra en ukendt slægt. Jeg har ikke råd til at betale brudeprisen for en prinsesse.”

24 Da Saul fik at vide, hvad David havde svaret, 25 sagde han: „Sig til David, at det eneste, jeg forlanger som brudepris, er forhuden af 100 filistre. Det eneste, jeg ønsker, er hævn over mine fjender.” Saul håbede naturligvis, at David ville falde i kampen mod filistrene.

26 Mændene fortalte så David, hvad Saul havde sagt, og han gik ind på betingelserne for at blive kongens svigersøn. 27 Kort efter drog David og hans mænd af sted og slog 200 filistre ihjel. Deres forhuder overbragte han fuldtalligt til Saul, og han blev derefter gift med Mikal.

28 Da Saul så, hvor meget Herren velsignede David, og hvor meget Mikal[b] holdt af ham, 29 blev han endnu mere bange, og resten af livet var han fjendtlig overfor ham. 30 Hver gang filistrene gik til angreb, vandt David større sejre end nogen anden af Sauls mænd. Sådan blev David efterhånden en folkehelt.

Footnotes

  1. 18,6 Kronologien og teksten i dette afsnit er uklar.
  2. 18,28 Septuaginta har „Israel” i stedet for „Mikal”.