Add parallel Print Page Options

Pagten med Israels folk besegles

24 Herren sagde til Moses: „Kom op til mig sammen med Aron, Nadab, Abihu og 70 af Israels ledere. De skal tilbede mig på afstand, og ingen må komme mig nær undtagen dig, Moses. Ingen af folket må komme op på bjerget overhovedet.”

Da Moses havde oplyst hele Israels folk om alle de befalinger og forordninger, som Herren havde givet ham, svarede de enstemmigt: „Vi vil adlyde Herrens ord til punkt og prikke!”

Moses havde skrevet alle instruktionerne ned, og tidligt næste morgen byggede han et alter ved bjergets fod og rejste 12 sten rundt om det, én for hver af Israels 12 stammer. Så satte han nogle af de unge mænd til at samle brænde og slagte unge tyre som brændofre og takofre til Herren. Og han tog halvdelen af blodet fra dyrene og hældte det i offerskålene. Den anden halvdel stænkede han på alteret. Så tog han pagtsbogen og læste den op for folket. Og folket gentog: „Vi lover at adlyde Herrens ord til punkt og prikke!”

Moses tog da blodet fra offerskålene og stænkede det ud over folket. „Det her er pagtsblodet,” sagde han. „Det blod besegler den pagt, som Herren har oprettet med jer ved at give jer alle disse instruktioner.”

Moses og Herrens herlighed på bjergets top

Derefter gik Moses, Aron, Nadab, Abihu og 70 af Israels ledere op på bjerget. 10 Der så de Israels Gud, og under hans fødder var der noget, der lignede en belægning af safirer, så klar som himlen. 11 Men selv om folkets ledere så Gud, udryddede han dem ikke. De spiste og drak i Herrens nærvær.

12 Herren sagde til Moses: „Kom højere op på bjerget, kom op til mig og vent. Så vil jeg give dig de befalinger, jeg har nedskrevet på stentavler, og som du skal lære folket at adlyde.” 13 Så gik Moses sammen med sin medhjælper Josva højere op ad Guds bjerg. 14 Forinden havde han sagt til Israels ledere: „Bliv her og vent på os, til vi kommer tilbage. Hvis der opstår problemer, mens jeg er væk, kan I rådføre jer med Aron og Hur, som er her sammen med jer.”

15 Da Moses og Josva var på vej op ad bjerget, sænkede en sky sig over bjergets top. 16 Herrens herlighed hvilede over Sinaibjerget, og skyen dækkede det i seks dage. På den syvende dag kaldte Herren på Moses fra skyen. 17 Og israelitterne ved bjergets fod så et fantastisk syn: Herrens herlighed lignede et flammehav på bjergets top. 18 Moses gik nu alene endnu højere op og forsvandt ind i skyen. Og han var på bjerget i 40 dage.[a]

Footnotes

  1. 24,18 På hebraisk 40 dage og 40 nætter, hvilket svarer til 40 dage og 39 nætter eller 39 døgn på dansk.

24 Og han sagde til Moses: "Stig op til Herren, du og Aron, Nadab og Abih og halvfjerdsindstyve af Israels Ældste, og tilbed i Frastand; Moses alene skal træde hen til Herren, de andre ikke, og det øvrige Folk må ikke følge med ham derop." Derpå kom Moses og kundgjorde hele Folket alle Herrens Ord og alle Lovbudene, og hele Folket svarede enstemmigt: "Alle de Ord, Herren har talet, vil vi overholde." Da skrev Moses alle Herrens Ord op; og tidligt næste Morgen rejste han ved Foden af Bjerget et Alter og tolv Stenstøtter svarende til Israels tolv Stammer. Derefter sendte han de unge Mænd blandt Israeliterne hen for at bringe Brændofre og slagte unge Tyre som Takofre til Herren. Og Moses tog den ene Halvdel af Blodet og gød det i Offerskålene, men den anden Halvdel sprængte han på Alteret. Så tog han Pagtsbogen og læste den op i Folkets Påhør, og de sagde: "Vi vil gøre alt, hvad Herren har talet, og lyde ham!" Derpå tog Moses Blodet og sprængte det på Folket, idet han sagde: "Se, dette er Pagtens Blod, den Pagt, Herren har sluttet med eder på Grundlag af alle disse Ord."

Og Moses, Aron, Nadab og Abihu og halvfjerdsindstyve af Israels Ældste steg op 10 og skuede Israels Gud; under hans Fødder var der ligesom Safirfliser, som selve Himmelen i Stråleglans. 11 Men han lagde ikke Hånd på Israeliternes ypperste Mænd. De skuede Gud, og de spiste og drak.

12 Og Herren sagde til Moses: "Stig op til mig på Bjerget og bliv der, så vil jeg give dig Stentavlerne, Loven og Budet, som jeg har opskrevet til Vejledning for dem." 13 Da bød Moses og Josua, hans Medhjælper op, og Moses steg op på Guds Bjerg; 14 men til de Ældste sagde han: "Vent på os her, til vi kommer tilbage til eder. Se, Aron og Hur er hos eder; er der nogen, der har en Retstrætte, kan han henvende sig til dem!" 15 Derpå steg Moses op på Bjerget. Da indhyllede Skyen Bjerget, 16 og Herrens Herlighed nedlod sig på Sinaj Bjerg. Og Skyen indhyllede Sinaj Bjerg i seks Dage, men den syvende Dag råbte Herren ud fra Skyen til Moses; 17 og medens Herrens Herlighed viste sig for Israeliternes Øjne som en fortærende Ild på Bjergets Top, 18 gik Moses ind i Skyen og steg op på Bjerget. Og Moses blev på Bjerget i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter.