Add parallel Print Page Options

26 I må ikke gøre eder Afguder; udskårne Billeder og Stenstøtter må I ikke rejse eder, ej heller må I opstille nogen Sten med Billedværk i eders Land for at tilbede den; thi jeg er Herren eders Gud! Mine Sabbater skal I holde, og min Helligdom skal I frygte. Jeg er Herren!

Hvis I følger mine Anordninger og holder mine Bud og handler efter dem, vil jeg give eder den Regn, I behøver, til sin Tid, Landet skal give sin Afgrøde, og Markens Træer skal give deres Frugt. Tærskning skal hos eder vare til Vinhøst, og Vinhøst skal vare til Såtid. I skal spise eder mætte i eders Brød og bo trygt i eders Land. Jeg vil give Fred i Landet, så I kan lægge eder til Hvile, uden at nogen skræmmer eder op; jeg vil udrydde de vilde Dyr af Landet, og intet Sværd skal hærge eders Land. I skal forfølge eders Fjender, og de skal falde for Sværdet foran eder. Fem af eder skal forfølge hundrede, og hundrede af eder skal forfølge ti Tusinde, og eders, Fjender skal falde for Sværdet foran eder. Jeg vil vende mig til eder, jeg vil gøre eder frugtbare og mangfoldige, og jeg vil stadfæste min Pagt med eder. 10 I skal spise gammelt Korn, til I for det nye Korns Skyld må tømme Laderne for det gamle. 11 Jeg vil opslå min Bolig midt iblandt eder, og min Sjæl skal ikke væmmes ved eder. 12 Jeg vil vandre iblandt eder og være eders Gud, og I skal være mit Folk. 13 Jeg er Herren eders Gud, som førte eder ud af Ægypten, for at I ikke mere skulde være deres Trælle; jeg sønderbrød eders Ågstænger og lod eder vandre med rank Nakke.

14 Men hvis I ikke adlyder mig og handler efter alle disse Bud, 15 hvis I lader hånt om mine Anordninger og væmmes ved mine Lovbud, så I ikke handler efter alle mine Bud, men bryder min Pagt, 16 så vil også jeg gøre lige for lige imod eder og hjemsøge eder med skrækkelige Ulykker: Svindsot og Feberglød, så Øjnene sløves og Sjælen vansmægter. Til ingen Nytte sår I eders Sæd, thi eders Fjender skal fortære den. 17 Jeg vender mit Åsyn imod eder, så I bliver slået på Flugt for eders Fjender; eders Avindsmænd skal underkue eder, og I skal flygte, selv om ingen forfølger eder.

18 Og hvis I alligevel ikke adlyder mig, så vil jeg tugte eder endnu mere, ja syvfold, for eders Synder. 19 Jeg vil bryde eders hovmodige Trods, jeg vil gøre eders Himmel som Jern og eders Jord som Kobber. 20 Til ingen Nytte skal I slide eders Kræfter op, thi eders Jord skal ikke give sin Afgrøde, og Landets Træer skal ikke give deres Frugt.

21 Og hvis I alligevel handler genstridigt imod mig og ikke adlyder mig, så vil jeg slå eder endnu mere, ja syvfold, for eders Synder. 22 Jeg vil sende Markens vilde Dyr imod eder, for at de skal røve eders Børn fra eder, udrydde eders Kvæg og mindske eders Tal, så eders Veje bliver øde.

23 Og hvis I alligevel ikke tager mod min Tugt, men handler genstridigt imod mig, 24 så vil også jeg handle genstridigt imod eder og slå eder syvfold for eders Synder. 25 Jeg vil bringe et Hævnens Sværd over eder til Hævn for den brudte Pagt; og søger I Tilflugt i eders Byer, vil jeg sende Pest iblandt eder, så I må overgive eder i Fjendens Hånd. 26 Når jeg bryder Brødets Støttestav for eder, skal ti Kvinder bage eders Brød i een Bagerovn og give eder Brødet tilbage efter Vægt, så I ikke han spise eder mætte.

27 Og hvis I alligevel ikke adlyder mig, men handler genstridigt mod mig, 28 så vil også jeg i Vrede handle genstridigt mod eder og tugte eder syvfold for eders Synder. 29 I skal fortære eders Sønners Kød, og eders Døtres Kød skal I fortære. 30 Jeg vil lægge eders Offerhøje øde og tilintetgøre eders Solsøjler; jeg vil dynge eders Lig oven på Ligene af eders Afgudsbilleder, og min Sjæl skal væmmes ved eder. 31 Jeg vil lægge eders Byer i Ruiner og ødelægge eders Helligdomme og ikke indånde eders liflige Offerduft. 32 Jeg vil lægge eders Land øde, så eders Fjender, der bor deri, skal blive målløse derover; 33 og eder selv vil jeg sprede blandt Folkeslagene, og jeg vil gå bag efter eder med draget Sværd. Eders Land skal blive en Ørken, og eders Byer skal lægges i Ruiner.

34 Da skal Landet, medens det ligger øde, og I er i eders Fjenders Land, få sine Sabbater godtgjort, da skal Landet hvile og få sine Sabbater godtgjort; 35 medens det ligger øde, skal det få den Hvile, det ikke fik på eders Sabbater, dengang I boede deri. 36 Men dem, der bliver tilbage af eder, over deres Hjerter bringer jeg Modløshed i deres Fjenders Lande, så at Lyden af et raslende Blad kan drive dem på Flugt, så de flygter, som man flygter for Sværdet, og falder, skønt ingen forfølger dem; 37 de skal falde over hverandre, som om Sværdet var efter dem, skønt ingen forfølger dem; og I skal ikke holde Stand over for eders Fjender. 38 I skal gå til Grunde blandt Folkeslagene, eders Fjenders Land skal fortære eder. 39 De, der bliver tilbage af eder, skal sygne hen for deres Misgernings Skyld i eders Fjenders Lande, også for deres Fædres Misgerninger skal de sygne hen ligesom de.

40 Da skal de bekende deres Misgerning og deres Fædres Misgerning, den Troløshed, de begik imod mig. Også skal de bekende, at fordi de handlede genstridigt mod mig, 41 måtte også jeg handle genstridigt mod dem og føre dem bort til deres Fjenders Land; ja, da skal deres uomskårne Hjerter ydmyges, og de skal undgælde for deres Skyld. 42 Da vil jeg komme min Pagt med Jakob i Hu, også min Pagt med Isak, også min Pagt med Abraham vil jeg komme i Hu, og Landet vil jeg komme i Hu. 43 Men først må Landet forlades af dem og have sine Sabbater godtgjort, medens det ligger øde og forladt af dem, og de skal undgælde for deres Skyld, fordi, ja, fordi de lod hånt om mine Lovbud og væmmedes ved mine Anordninger. 44 Men selv da, når de er i deres Fjenders Land, vil jeg ikke lade hånt om dem og ikke væmmes ved dem til deres fuldkomne Undergang, så jeg skulde bryde min Pagt med dem; thi jeg er Herren deres Gud! 45 Jeg vil til deres Bedste ihukomme Pagten med Fædrene, som jeg førte ud af Ægypten for Folkeslagenes Øjne for at være deres Gud. Jeg er Herren!

46 Det er de Anordninger, Lovbud og Love, Herren fastsatte mellem sig og Israeliterne på Sinaj Bjerg ved Moses.

Belønningen for lydighed

26 I må ikke lave afguder eller tilbede stenstøtter og udskårne billeder i træ eller sten, for jeg er Herren, jeres Gud.

I skal overholde loven om sabbatsdagen og vise respekt for min helligdom, for jeg er Herren.

Hvis I adlyder mine befalinger og nøje overholder mine love, vil jeg sende regn til rette tid, så jorden giver gode afgrøder, og træerne bugner med frugt. Når vinhøsten nærmer sig om efteråret, vil I endnu ikke være færdige med at tærske korn, og når tiden kommer til at så jeres vinterkorn, vil I endnu ikke være færdige med at høste vindruerne. Adlyder I mig, vil jeg give jer rigeligt med mad og love jer tryghed i landet, for jeg vil give jer fred, og I skal lægge jer til ro uden frygt. Jeg vil jage de vilde dyr bort og sørge for, at landet ikke hærges af krig. I skal jage jeres fjender på flugt, og I skal forfølge dem og hugge dem ned. Fem af jer vil være nok til at jage 100 fjender på flugt—og 100 af jer nok til 10.000! Fjenderne skal falde for jeres sværd.

Adlyder I mig, vil jeg hjælpe jer og gøre jer til et stort folk, for da vil jeg opfylde mine pagtsløfter til jer. 10 Jeres høst skal blive så stor, at I må smide den gamle høst ud for at få plads til den nye. 11 Jeg vil bo midt iblandt jer, og jeg vil ikke lade jer i stikken. 12 Jeg vil holde til hos jer, og I skal være mit folk, 13 for jeg er Herren, jeres Gud, som førte jer ud af Egyptens land, så I ikke længere skulle være slaver. Jeg har fjernet slaveåget fra jeres skuldre og givet jer jeres værdighed og selvrespekt tilbage.

Straffen for ulydighed

14 Men hvis I ikke vil lytte til mig og ikke adlyder mine befalinger, 15 hvis I bryder min pagt ved at foragte mine love og forskrifter, 16 så vil jeg give jer hvad I fortjener: Jeg vil straffe jer med sygdom og pest, som skal fylde jer med rædsel og tage livsmodet fra jer. Da er det forgæves, at I tilsår jeres marker, for jeres fjender skal spise afgrøderne. 17 Jeg vil være imod jer, så jeres fjender vil besejre jer og tage magten fra jer. Da bliver I forvandlet til et frygtsomt folk, der flygter blot ved tanken om fjender.

18 Hvis det ikke hjælper, og I stadig ikke vil adlyde mig, da vil jeg straffe jer syv gange værre for jeres synd. 19 Jeg vil knække jeres stolthed ved at holde regnen tilbage, så jorden bliver hård som sten, 20 og uanset hvor hårdt I knokler, er jeres arbejde forgæves: Afgrøderne vokser ikke, og frugttræerne blomstrer ikke.

21 Hvis det ikke hjælper, og I stadig sætter jer op imod mig og nægter at adlyde mig, så vil jeg straffe jer endnu syv gange værre for jeres synd: 22 Jeg vil sende vilde dyr imod jer, og de skal drive rovdrift på jeres børn og jeres kvæg. Jeg vil tynde ud iblandt jer, så vejene ligger øde hen.

23 Hvis det ikke hjælper, og I stadig står mig imod og ikke vil tage ved lære, 24 da vil jeg stå jer imod og straffe jer syv gange værre for jeres synd: 25 Fordi I har brudt min pagt, vil jeg hævne mig på jer ved at sende fjender imod jer. Søger I tilflugt i byerne, vil jeg sende epidemier imod jer, så I bliver nødt til at overgive jer til fjenderne. 26 Der vil blive en sådan mangel på korn, at ti husstande må deles om det, der kan bages i en enkelt ovn. Brødet vil blive delt ud i småstykker efter vægt, og I vil ikke blive mætte af det.

27 Men hvis det ikke hjælper, og I stadig nægter at adlyde mig, 28 da vil jeg give min vrede frit løb og straffe jer syv gange værre for jeres synder: 29 I skal blive tvunget til at spise kødet af jeres egne sønner og døtre! 30 Jeg vil vælte de statuer og ødelægge de røgelsesaltre, I har bygget rundt omkring på højene for at dyrke jeres afguder. Jeg vil lægge jeres lig i bunker oven på jeres afguders ‚lig’. Ja, jeg vil vende mig bort fra jer i afsky. 31 Jeg vil lægge jeres byer øde, nedbryde jeres offersteder og nægte at tage imod røgelsesofre. 32 Og ikke nok med det: Jeg vil lægge hele jeres land øde og lade jeres fjender overtage det, mens de undrende er vidne til den straf, jeg sender over jer.

33 I vil opleve en frygtelige krig, og jeg vil sprede jer blandt fremmede folkeslag. Jeres land skal lægges øde, og jeres byer skal jævnes med jorden. 34-35 Da skal jorden langt om længe få fred og hvile. Og den skal få godtgjort alle de år, I udpinte den. Den skal ligge brak i den tid, I opholder jer som fanger i fjendens land. I den tid skal jorden opleve fred og ro. Det skal være den sabbatshvile, jeg godtgør den, fordi I udpinte den ved at overtræde budet om sabbatåret.

36-37 Og de af jer, som overlever krigen, skal pines af frygt og bekymring i landflygtigheden. Selv lyden af et blad, der hvirvles af sted for vinden, skal få jer til at fare sammen og flygte, som var der en hær i hælene på jer. I skal falde over jeres egne ben og snuble over hinanden i vild forvirring, selv om der ikke er nogen, som forfølger jer. I kan ikke klare jer mod jeres fjender. 38 I vil dø blandt fremmede folkeslag og blive begravet i fremmed jord. 39 Den sidste rest af overlevende skal sygne hen i fortvivlelse i fjendeland som følge af deres egen og deres forfædres ulydighed.

40 Til sidst vil de så angre deres egen og deres forfædres oprør og utroskab imod mig. De vil erkende, at fordi de først vendte ryggen til mig, 41 måtte jeg vende ryggen til dem. Det var grunden til, at jeg førte dem i eksil i fjendeland. Når deres stolte, uomskårne hjerter til sidst ydmyger sig, og de accepterer den straf, jeg måtte sende over dem som følge af deres ulydighed, 42 da vil jeg mindes mine løfter til Abraham, Isak og Jakob, og jeg vil føre dem tilbage til det land, jeg lovede dem. 43 Men i mellemtiden skal landet opleve fred og hvile, for jeg godtgør landet de tabte sabbatter, mens folket i eksil må afsone straffen for at have forkastet mine love og forskrifter. 44 På trods af det onde, de har gjort, vil jeg dog ikke forkaste dem fuldstændigt og udrydde dem helt, for derved ville jeg helt annullere min pagt med dem. Jeg er stadig Herren, deres Gud. 45 For at redde den sidste rest vil jeg opfylde mine løfter til forfædrene om at være deres Gud. Jeg førte jo deres forfædre ud af Egypten og ind i landet for øjnene af mange folkeslag. Jeg er Herren.”

46 Det var alle de love, forskrifter og anvisninger, som Herren gav Israels folk gennem Moses på Sinaibjerget.