Add parallel Print Page Options

Yderligere regler for ofringer

15 Herren sagde til Moses: „Giv Israels folk denne besked fra mig: Når folket engang kommer ind i det land, jeg vil give dem, 3-5 og de ønsker at glæde mig med et ildoffer, hvad enten det er et brændoffer eller et slagtoffer, skal de udvælge offerdyret blandt deres småkvæg eller hornkvæg. Hvert eneste offer—hvad enten det drejer sig om et almindeligt offer, et løfteoffer, et frivilligt offer eller et særligt offer i forbindelse med de årlige festdage—skal bringes sammen med et afgrødeoffer. Hvis det er et lam, de ofrer, skal afgrødeofferet bestå af to liter fint mel blandet med en liter olivenolie. Desuden skal der ofres et drikoffer bestående af en liter vin.

Hvis de ofrer en vædder, skal det medfølgende afgrødeoffer bestå af fire liter fint mel blandet med godt en liter olivenolie og drikofferet skal bestå af godt en liter vin. Duften af dette offer vil glæde mig.

8-9 Hvis de ofrer en ung tyr, skal det medfølgende afgrødeoffer bestå af seks liter fint mel blandet med to liter olivenolie, 10 og drikofferet skal bestå af to liter vin. Duften af dette offer vil glæde mig.

11-12 Det er reglerne for de ofre, der skal følge med, hvad enten offerdyret er en tyr, en vædder, et lam eller et gedekid— 13-14 og reglerne er de samme for israelitter som for de fremmede, der bor iblandt dem. 15-16 Denne lov skal gælde fremover fra slægt til slægt. Samme lov skal gælde for alle.”

17 Herren sagde også dette til Moses: 18 „Sig til Israels folk: Når I kommer ind i det land, jeg vil give jer, 19-21 skal I ofre en smagsprøve af landets første høst til mig ved at tage noget korn fra tærskepladsen og bage et grovbrød af det. Loven om et offer fra den første høst skal gælde fremover fra slægt til slægt.

22-24 Hvis I eller jeres efterkommere som folk betragtet uforvarende kommer til at overtræde de love, som jeg har givet jer gennem Moses indtil nu, skal hele folket, så snart fejltagelsen er opdaget, ofre en ung tyr som brændoffer. Da vil jeg anerkende duften af brændofferet som et lifligt offer, når det ofres sammen med det sædvanlige afgrødeoffer og drikoffer samt et syndoffer bestående af en gedebuk. 25 Præsten skal på den måde skaffe soning for hele folket, og da skal de blive tilgivet, fordi der var tale om en fejltagelse, som er rettet, efter at der er ofret et brændoffer og et syndoffer. 26 Da skal hele folket få tilgivelse, også de fremmede, der bor iblandt jer, fordi der var tale om uforvarende, kollektiv synd.

27 Hvis en enkeltperson uforvarende kommer til at overtræde lovene, skal han ofre en etårs hun-ged som syndoffer; 28 og præsten skal skaffe ham soning, hvorefter han er tilgivet. 29 Denne lov gælder også de fremmede, der bor iblandt jer.

30-31 Men enhver der synder forsætligt—hvad enten han er indfødt israelit eller fremmed—skal udryddes, fordi han har vist ringeagt for mig og mine bud og med vilje overtrådt min lov. Derfor skal han bære sin straf.”

Straffen for at bryde sabbatsloven

32 En sabbatsdag, da Israels folk opholdt sig i ørkenen, blev en mand taget på fersk gerning i at gå og samle brænde. 33 Manden blev ført til Moses og Aron og de øvrige ledere, 34 som fængslede ham, indtil de kunne få en afgørelse fra Herren angående mandens forseelse.

35 Da sagde Herren til Moses: „Manden skal føres uden for lejren og stenes til døde af hele folket.” 36 Så førte man ham uden for lejren og henrettede ham, som Herren havde befalet.

Om kvaster på kappen

37 Herren sagde til Moses: 38 „Sig til Israels folk, at de fremover fra slægt til slægt skal gøre det til en vane at sætte kvaster i hjørnerne af deres kapper; kvasterne skal sys i med purpurtråd. 39 Hensigten med denne ordning er at minde jer selv om at følge mine befalinger. Hver gang I får øje på kvasten, skal I tænke på at adlyde mig i stedet for at adlyde jeres egne lyster og indskydelser, som I har så let ved at gøre. 40 Når I ser kvasten, skal I rette jeres indre blik på mig, så I kommer til at ligne mig i hellighed; 41 for jeg er Herren, jeres Gud, der førte jer ud af Egyptens land—ja, jeg er Herren, jeres Gud.”

15 Herren talede fremdeles til Moses og sagde: Tal til Israelitterne og sig til dem: Når I kommer til det Land, jeg vil give eder at bo i, og I vil ofre Herren et Ildoffer, Brændoffer eller Slagtoffer, af Hornkvæg eller Småkvæg for at indfri et Løfte eller af fri Drift eller i Anledning af eders Højtider for at berede Herren en liflig Duft, så skal den, der bringer Herren sin Offergave, som Afgrødeoffer bringe en Tiendedel Efa fint Hvedemel, rørt i en Fjerdedel Hin Olie desuden skal du som Drikoffer til hvert Lam ofre en Fjerdedel Hin Vin, hvad enten det er Brændoffer eller Slagtoffer. Men til en Væder skal du som Afgrødeoffer ofre to Tiendedele Efa fint Hvedemel, rørt i en Tredjedel Hin Olie; desuden skal du som Drikoffer frembære en Tredjedel Hin Vin til en liflig Duft for Herren. Og når du ofrer en ung Tyr som Brændoffer eller Slagtoffer for at indfri et Løfte eller som Takoffer til Herren, skal du foruden Tyren frembære som Afgrødeoffer tre Tiendedele Efa fint Hvedemel, rørt i en halv Hin Olie; 10 desuden skal du som Drikoffer frembære en halv Hin Vin, et Ildoffer til en liflig Duft for Herren. 11 Således skal der gøres for hver enkelt Tyr, hver enkelt Væder eller hvert Lam eller Ged; 12 således skal I gøre for hvert enkelt Dyr, så mange I nu ofrer. 13 Enhver indfødt skal gøre disse Ting på denne Måde, når han vil bringe et Ildoffer til en liflig Duft for Herren. 14 Og når en fremmed bor hos eder, eller nogen i de kommende Tider bor iblandt eder, og han vil bringe et Ildoffer til en liflig Duft for Herren, skal han gøre på samme Måde som I selv. 15 Inden for Forsamlingen skal en og samme Anordning gælde for eder og den fremmede, der bor hos eder; det skal være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt: hvad der gælder for eder, skal også gælde for den fremmede for Herrens Åsyn; 16 samme Lov og Ret gælder for eder og den fremmede, der bor hos eder.

17 Herren talede fremdeles til Moses og sagde: 18 Tal til Israelitterne og sig til dem: Når I kommer til det Land, jeg fører eder til, 19 og spiser af Landets Brød, skal I yde Herren en Offerydelse. 20 Som Førstegrøde af eders Grovmel skal I yde en Kage som Offerydelse; på samme Måde som Offerydelsen af Tærskepladsen skal I yde den. 21 Af Førstegrøden af eders Grovmel skal I give Herren en Offerydelse, Slægt efter Slægt.

22 Dersom I synder af Vanvare og undlader at udføre noget af alle de Bud, Herren har kundgjort Moses, 23 noget af alt det, Herren har pålagt eder gennem Moses, fra den Dag Herren udstedte sit Bud og frem i Tiden fra Slægt til Slægt, 24 så skal hele Menigheden, hvis det sker af Vanvare uden Menighedens Vidende, ofre en ung Tyr som Brændoffer til en liflig duft for Herren med det efter Lovbudene dertil hørende Afgrødeoffer og Drikoffer og desuden en Gedebuk som Syndoffer. 25 Og Præsten skal skaffe hele Israelitternes Menighed Soning, og dermed opnår de Tilgivelse; thi det skete af Vanvare, og de bar bragt deres Offergave som et Ildoffer til Herren og desuden deres Syndoffer for Herrens Åsyn, for hvad de gjorde af Vanvare. 26 Således får både hele Israelitternes Menighed og den fremmede, der bor hos dem, Tilgivelse; thi alt Folket har Del i den Synd, der bliver begået af Vanvare.

27 Men hvis et enkelt Menneske synder af Vanvare, skal han bringe en årgammel Ged som Syndoffer. 28 Og Præsten skal skaffe den, der synder af Vanvare, Soning for Herrens Åsyn ved at udføre Soningen for ham, og således opnår han Tilgivelse. 29 For den indfødte hos Israelitterne og den fremmede, der bor iblandt dem, for eder alle gælder en og samme Lov; når nogen synder af Vanvare.

30 Men den, der handler med Forsæt, hvad enten han er indfødt eller fremmed, han håner Gud, og det Menneske skal udryddes af sit Folk. 31 Thi han har ringeagtet Herrens Ord og brudt hans Bud; det Menneske skal udryddes, hans Misgerning kommer over ham.

32 Medens Israelitterne opholdt sig i Ørkenen, traf de en Mand, som sankede Brænde på en Sabbat. 33 De, der traf ham i Færd med at sanke Brænde, bragte ham til Moses, Aron og hele Menigheden, 34 og de satte ham i Varetægt, da der ikke forelå nogen bestemt Kendelse for, hvad der skulde gøres ved ham. 35 Da sagde Herren til Moses: Den Mand skal lide Døden; hele Menigheden skal stene ham uden for Lejren! 36 Hele Menigheden førte ham da uden for Lejren og stenede ham til Døde, som Herren havde pålagt Moses.

37 Herren talede fremdeles til Moses og sagde: 38 Tal til Israelitterne og sig til dem, at de Slægt efter Slægt skal sætte Kvaster på Fligene af deres Klæder, og at de på hver enkelt Kvast skal sætte en violet Purpursnor. 39 Det skal tjene eder til Tegn, så at I, hver Gang I ser dem, skal komme alle Herrens Bud i Hu og handle efter dem og ikke lade eder vildlede af eders Hjerter eller Øjne, af hvilke I lader eder forlede til Bolen 40 for at I kan komme alle mine Bud i Hu og handle efter dem og blive hellige for eders Gud. 41 Jeg er Herren eders Gud, som førte eder ud af Ægypten for at være eders Gud. Jeg er Herren eders Gud!