Add parallel Print Page Options

34 Herren talede fremdeles til Moses og sagde: Byd Israelitterne og sig til dem: Når i kommer til Kana'ans Land det er det Land, der skal tilfalde eder som Arvelod, Kana'ans Land i hele dets Udstrækning så skal eders Sydside strække sig fra Zins Ørken langs med Edom; eders Sydgrænse skal mod Øst begynde ved Enden af Salthavet; så skal eders Grænse dreje sønden om Akrabbimpasset, nå til Zin og ende sønden for Kadesj Barnea; så skal den løbe hen til Hazar Addar øg nå til Azmon; fra Azmon skal Grænsen dreje hen til Ægyptens Bæk og ende ved Havet. Hvad Vestgrænsen angår, skal det store Hav være eders Grænse; det skal være eders Vestgrænse. Eders Nordgrænse skal være følgende: Fra det store Hav skal I udstikke eder en Linie til Bjerget Hor; fra Bjerget Hor skal I udstikke en Linie til Egnen hen imod Hamat, så at Grænsen ender ved Zedad; derpå skal Grænsen gå til Zifron og ende ved Hazar Enan. Det skal være eders Nordgrænse. 10 Men til Østgrænse skal I afmærke eder en Linie fra Hazar Enan til Sjefam; 11 og fra Sjefam skal Grænsen gå ned til Ribla østen for Ajin, og Grænsen skal løbe videre ned, til den støder til Bjergskrænten østen for Kinneretsøen; 12 derpå skal Grænsen løbe ned langs Jordan og ende ved Salthavet. Det skal være eders Land i hele dets Udstrækning til alle Sider.

13 Og Moses bød Israelitterne og sagde: Det er det Land, I skal udskifte mellem eder ved Lodkastning, og som efter Herrens Bud skal gives de ni Stammer og den halve Stamme. 14 Thi Rubeniternes Stamme efter deres Fædrenehuse og Gaditernes Stamme efter deres Fædrenehuse og Manasses halve Stamme har allerede fået deres Arvelod. 15 De to Stammer og den halve Stamme har fået deres Arvelod hinsides Jordan over for Jeriko, mod Øst, mod Solens Opgang.

16 Og Herren talede til Moses og sagde: 17 Navnene på de Mænd, der skal udskifte Landet mellem eder, er følgende: Præsten Eleazar og Josua, Nuns Søn; 18 desuden skal I udtage een Øverste af hver Stamme til at udskifte Landet. 19 Navnene på disse Mænd er følgende: Af Judas Stamme Kaleb, Jefunnes Søn, 20 af Simeoniternes Stamme Sjemuel, Ammihuds Søn, 21 af Benjamins Stamme Elidad, Kislons Søn, 22 af Daniternes Stamme een Øverste, Bukki, Joglis Søn, 23 af Josefs Sønner: af Manassiternes Stamme een Øverste, Hanniel, Efods Søn, 24 og af Efraimiternes Stamme een Øverste, Kemuel, Sjiftans Søn, 25 af Zebuloniternes Stamme een Øverste, Elizafan, Parnaks Søn, 26 af Issakariternes Stamme een Øverste, Paltiel, Azzans Søn, 27 af Aseriternes Stamme een Øverste, Ahihud, Sjelomis Søn, 28 og af Naftaliternes Stamme een Øverste, Pedael, Ammibuds Søn. 29 Det var dem, Herren pålagde at udskifte Kana'ans Land mellem Israelitterne.

Landets grænser

34 1-2 Gennem Moses gav Herren israelitterne følgende besked: „I står nu på tærskelen til Kana’ans land. Jeg giver jer hele dette land, og det skal være jeres hjemland. Mod syd grænser landet op til Edom og Zins ørken. Grænsen løber fra sydspidsen af Det Døde Hav sydpå til Akrabbimpasset og videre mod Zins ørken. Det sydligste punkt er Kadesh-Barnea. Derfra løber grænsen mod nordvest til Hatzar-Addar og videre til Atzmon. Fra Atzmon følger grænsen Egyptens Bæk helt ud til Middelhavet.

Mod vest danner Middelhavet grænse.

7-9 Nordgrænsen løber i lige linie fra Middelhavet og østpå til Hors bjerg og videre til Lebo-Hamat, Zedad og Zifron og ender ved Hatzar-Enan.

10 Den østlige grænse går fra Hatzar-Enan sydpå til Shefam 11 og videre til Ribla øst for Ajin. Derfra slår den en bue, først sydpå og derefter vestpå til den rammer Galilæasøens sydligste punkt. 12 Derfra følger den Jordanfloden sydpå til Det Døde Hav.”

Fordelingen af landet

13 Moses sagde nu til israelitterne: „Hele dette område skal fordeles ved lodkastning mellem de ni stammer og den halve Manasse-stamme. 14-15 Rubens og Gads stammer samt den anden halvdel af Manasses stamme skal ikke være med i lodtrækningen, for de har allerede fået tildelt området øst for Jordanfloden.”

16 Derefter sagde Herren til Moses: 17 „Jeg har udvalgt præsten Eleazar og Josva til at overvåge fordelingen af landet. 18 De skal have hjælp af en leder fra hver stamme.”

19-29 Herren udpegede følgende mænd til opgaven: Kaleb, Jefunnes søn, fra Judas stamme; Shemuel, Ammihuds søn, fra Simeons stamme; Elidad, Kislons søn, fra Benjamins stamme; Bukki, Joglis søn, fra Dans stamme; Hanniel, Efods søn, fra Manasses stamme; Kemuel, Shiftans søn, fra Efraims stamme; Elitzafan, Parnaks søn, fra Zebulons stamme; Paltiel, Azzans søn, fra Issakars stamme; Ahihud, Shelomis søn, fra Ashers stamme; og Pedael, Ammihuds søn, fra Naftalis stamme.