Add parallel Print Page Options

Endnu et kald til omvendelse

Israel, lyt til den klagesang, jeg synger over dig:

„Israel, den skønne ungmø, er faldet,
    hun kan ikke rejse sig.
Hun ligger forladt på jorden,
    ingen hjælper hende op!”

Gud Herren siger: „Den by, som sender 1000 mænd i krig, får kun 100 tilbage, og den by, som sender 100, får kun 10 tilbage.”

Herren siger til Israels folk: „Søg mig, så skal I leve! Søg ikke afguderne i Betel, Gilgal og Be’ersheba, for Gilgal bliver ført i eksil, og Betel bliver jævnet med jorden.”

Ja, søg Herren, så skal I leve. Ellers vil han komme imod jer som en fortærende ild, og ingen af Betels afguder kan slukke den.

I lader hånt om retfærdighed og foragter hæderlighed.

I burde søge Herren, som skabte Syvstjernen og Orion; han, som udskifter nattens mørke med morgenlys og gør dag til nat; han, som opsamler havets vand og lader det øse ned på jorden. Herren er hans navn. Han sender ødelæggelse over stærke byer og nedbryder alle deres forsvarsværker.

10 Hvorfor hader I dem, der taler sandhed, og dem, der fælder retfærdige domme? 11 I tramper på de fattige og lægger urimelige afgifter på deres kornhøst. Derfor skal I ikke opleve at nyde livet i de fornemme stenhuse, I er ved at bygge, eller fylde jer med vinen fra de vingårde, I er ved at anlægge.

12 „Jeg ved alt om jeres oprør mod mig og jeres mange synder,” siger Herren. „I undertrykker de uskyldige og tager imod bestikkelse, så de svage forhindres i at få deres ret.”

13 I den slags onde tider tvinges den kloge til tavshed. 14 Søg det gode og flygt fra det onde, så I kan få lov at leve. Først da vil Herren, den Almægtige, være med jer, sådan som I påstår, han er. 15 Had det onde og elsk det gode. Lad retfærdigheden sejre i retten. Så vil Gud, den Almægtige, måske tilgive den rest af folket, som overlever.

Dommens dag bliver en sørgedag

16 Herren, den Almægtige, siger: „Når straffen kommer, vil folk græde på gaden i fortvivlelse, og på torvene vil de sørge over de døde. Landmændene kaldes ind til byen for at deltage i sorgen, og alle grædekoner kommer i arbejde. 17 I alle vingårdene vil der lyde fortvivlede råb, når jeg går igennem landet og ødelægger dem.”

18-20 „Gid Herren dog ville gribe ind!” siger I. Men I aner ikke, hvad der vil ske, når jeg griber ind! Det bliver en sorgens dag, ikke en glædens dag. Til den tid går det jer som en mand, der nok undslipper en løve, der har jaget ham, men løber lige i favnen på en bjørn, og når han derefter søger skjul i et hus, bliver han bidt i hånden af en slange. Når jeg griber ind, bliver det en sorgens dag!

21 Herren siger: „Jeg hader jeres religiøse fester! Jeg er led ved jeres hykleriske højtider! 22 Selvom I bringer mig brændofre og afgrødeofre, vil jeg ikke tage imod dem. Jeg vil ikke røre ved fedtet fra jeres takofre. 23 Spar mig for jeres larmende sange. Jeg er træt af at lytte til jeres musik. 24 Lad godheden strømme som en flod, retfærdigheden risle frem som en uudtømmelig kilde. 25 Bragte I slagtofre og afgrødeofre til mig de 40 år i ørkenen? 26 Nu kan I tage de gudebilleder med, I selv har lavet, inklusive Sakkut og stjerneguden Kevan, 27 for I bliver sendt i landflygtighed langt borte, øst for Damaskus.” Herren, den almægtige Gud, har talt!

Hør dette Ord, en klagesang, som jeg istemmer over eder, Israels Hus: Hun er faldet og rejser sig ikke, Israels Jomfru, henstrakt på sin Jord, og ingen rejser hende op. Thi så siger den Herre Herren: Den By, som går i Leding med tusind, får hundred tilbage, og den som går i Leding med hundred, får ti tilbage i Israels Hus.

Thi så siger Herren til Israels Hus: Søg mig, så skal I leve! Søg ikke til Betel, gå ikke til Gilgal, drag ikke til Beersjeba! Thi Gilgal skal blive landflygtig, og Betel skal blive til intet. Søg Herren, så skal I leve, at ikke en Lue slår ud, en ædende Ild mod Josefs Hus, og Betel har ingen, som slukker.

Ve dem, som gør Ret til Malurt og kaster Retfærd i Støvet!

Syvstjernens og Orions Skaber, han, som vender Mulm til Morgen og gør Dag til Nattemørke, som kalder ad Havets Vande og gyder dem ud over Jorden, Herren er hans Navn! Han lader Ødelæggelse bryde ind over Borge, Ødelæggelse komme over Fæstninger.

10 De hader Rettens Talsmand i Porten og afskyr den, som taler sandt. 11 Derfor, da I træder på den ringe og tager Afgift af hans Korn, skal I vel bygge Kvaderstenshuse, men ikke bo den; I skal vel plante yndige Vingårde, men Vinen skal I ikke drikke. 12 Jeg ved, eders Overtrædelser er mange og uden Tal eders Synder, I Rettens Fjender, som tager mod Bøde og bortviser fattige i Porten. 13 Derfor tier den kloge i denne Tid, thi det er onde Tider.

14 Søg det gode, ej det onde, for at I må leve og Hærskarers Gud, må være med eder, som I siger, han er. 15 Had det onde og elsk det gode, hold Retten i Hævd i Porten! Måske vil da Herren, Hærskarers Gud, være nådig mod Josefs Rest.

16 Derfor, så siger Herren, Herren, Hærskarers Gud: På alle Torve skal klages, i alle Gader råbes: "Ve! Ve!" Bonden kalder til Sorg, til Ligklage Klagemænd; 17 i hver en Vingård skal klages, når jeg drager igennem din Midte, siger Herren.

18 Ve eder, som længes efter Herrens Dag,! Hvad vil I med Herrens Dag? Mørke er den, ej Lys. 19 Da går det, som når en Mand flyr for en Løve og møder en Bjørn og, når han tyr ind i Huset og støtter sin Hånd til Væggen, bides af en Slange. 20 Ja, Herrens Dag er Mørke, ej Lys, Bælgmørke uden Solskin. 21 Jeg hader, forsmår eders Fester, er led ved eders festlige Samlinger, 22 om også I bringer mig Brændofre. Eders Afgrødeofre behager mig ej, eders Fedekvægs-Takofre ser jeg ej til. 23 Spar mig dog for eders larmende Sang, eders Harpeklang hører jeg ikke. 24 Nej, Ret skal vælde frem som Vand og Retfærd som svulmende Bæk. 25 Bragte I mig Slagtoffer og Afgrødeoffer de fyrretyve Ørkenår, Israels Hus?

26 Så skal I da bære Sakkut, eders Konge, og Kevan, eders Gudestjerne, Billeder, som I har lavet eder. 27 I Landflygtighed jager jeg eder hinsides Damaskus, siger Herren; Hærskarers Gud er hans Navn.