Add parallel Print Page Options

Samsons giftermål og gåder

14 En dag, da Samson var i byen Timna, lagde han særligt mærke til en af de unge filisterpiger. Da han kom hjem, sagde han til sin far og mor: „Jeg vil giftes med en filisterpige, som jeg så i Timna.” „Er der ikke en eneste pige i vores egen stamme eller i hele Israel, som du kunne tænke dig?” indvendte hans forældre. „Hvorfor vil du absolut giftes med en af disse ugudelige filistre?” Men Samson svarede: „Det er hende, jeg vil have! Du må få fat i hende til mig, far!”

Samsons forældre var ikke klar over, at Herren derigennem ville få anledning til at skabe strid med filistrene, som på det tidspunkt havde magten i Israel.

Da Samson og hans forældre nu var på vej til Timna, sprang en løve frem mod Samson på vinmarken uden for byen. I det samme kom Herrens Ånd over ham og gav ham styrke, så han rev løvens kæber fra hinanden med de bare næver. Det var så let for ham, som havde det været et gedekid. Men han fortalte ikke sine forældre om den overnaturlige styrke. I Timna opsøgte de pigen, og Samson blev forlovet med hende.

Senere vendte Samson og forældrene tilbage til Timna, for det var tid for Samson at blive gift med pigen. Inden han nåede byen, gjorde han en afstikker ind i vinmarken for at se på løvens rådnende krop. Da så han, at en bisværm havde slået sig ned i ådslet og havde produceret honning. Han tog en håndfuld honning med sig, som han spiste undervejs. Han gav også noget af honningen til sine forældre, men han sagde ikke, at den kom fra løvens krop.

10 Mens Samsons far gik hen for at hilse på pigen, gjorde Samson klar til en ugelang bryllupsfest, som det var skik blandt de unge mænd. 11 Byens mænd udvalgte 30 unge filistre, der skulle med som brudesvende. 12 Ved festens begyndelse sagde Samson til dem: „Nu skal jeg fortælle jer en gåde! Hvis I kan løse gåden i løbet af de syv dage, festen varer, skal I hver få en linnedskjorte og et sæt festtøj. 13 Men hvis I ikke kan løse gåden, skal hver af jer give mig en linnedskjorte og et sæt festtøj.” „Top,” svarede de, „lad os høre gåden!”

14 „Fra rovdyret kom mad,

    fra den rå styrke kom sødme!”

Den gåde spekulerede de over i tre dage uden at finde en løsning.

15 Den fjerde dag sagde de til Samsons brud: „Få din mand til at røbe svaret, ellers sætter vi ild til din fars hus, så I alle omkommer. Vi er ikke kommet til fest for at blive flået!”

16 Så trak hun Samson til side og sagde grådkvalt: „Hvordan kan du elske mig, når du giver mit folk en gåde uden at betro mig løsningen?” „Hvorfor skulle jeg fortælle dig løsningen, når jeg ikke engang har røbet den for min egen mor og far?” svarede han.

17 Under resten af festen græd hun uafbrudt. Den syvende dag gav han efter, fordi hun blev ved at plage ham, og han røbede løsningen for hende. Hun fortalte den straks videre til sine landsmænd. 18 Inden solnedgang den syvende dag gav de ham derfor følgende svar:

Hvad er sødere end honning?
    Hvad er stærkere end en løve?

Samson svarede: „Hvis I ikke havde pløjet med min kvie, ville I aldrig have gættet min gåde!”

19 Da kom Herrens Ånd over Samson, og han gik ned til byen Ashkalon, hvor han slog 30 mænd ned, tog deres tøj og gav det til mændene, der havde svaret på gåden. Samson var imidlertid blevet så rasende, at han lod bryllup være bryllup og tog hjem sammen med sine forældre. 20 Pigen blev så i stedet givet til den mand, der havde været forlover ved brylluppet.

14 Engang Samson kom ned til Timna, så han en af Filisternes Døtre der. Og da han kom tilbage derfra, fortalte han sin Fader og Moder det og sagde: "Jeg har set en Kvinde i Timna, en af Filisternes Døtre; nu må I hjælpe mig at få hende til Hustru!" Hans Fader og Moder svarede ham: "Findes der da ingen Kvinde blandt dine Landsmænds Døtre eller i hele dit Folk, siden du vil gå hen og tage dig en Hustru hos de uomskårne Filistere?" Men Samson svarede sin Fader: "Nej, hende må du hjælpe mig til, thi det er hende, jeg synes om!" Hans Fader og Moder forstod ikke, at det kom fra Herren, som søgte en Anledning til Strid over for Filisterne. På den Tid havde Filisterne nemlig Magten over Israel.

Samson tog nu med sin Fader og Moder ned til Timna. Da de nåede Vingårdene uden for Timna, se, da kom en ung Løve brølende imod ham. Så kom Herrens Ånd over ham, og han sønderrev den med sine bare Næver, som var det et Gedekid; men sin Fader og Moder fortalte han ikke, hvad han havde gjort. Derpå drog han ned og bejlede til Kvinden; thi Samson syntes om hende. Da han efter nogen Tids Forløb vendte tilbage for at ægte hende, gik han hen for at se til Løvens Ådsel, og se, da var der en Bisværm og Honning i Løvens Krop. Han tog da Honningen i sine Hænder og spiste deraf, medens han gik videre; og da han kom til sin Fader og Moder, gav han dem noget deraf, og de spiste; men han sagde dem ikke, at han havde taget Honningen fra Løvens Krop.

10 Så drog Samson ned til Kvinden; og de holdt Gilde, som de unge havde for Skik. 11 Da de så ham, udvalgte de tredive Brudesvende til at ledsage ham. 12 Og Samson sagde til dem: "Jeg vil give eder en Gåde at gætte; hvis I i Løbet af de syv Gildedage kan sige mig Løsningen, vil jeg give eder tredive Linnedkjortler og tredive Sæt klæder; 13 men kan I ikke sige mig den, skal I give mig tredive Linnedkjortler og tredive Sæt klæder!" De svarede: "Sig din Gåde frem og lad os høre den!" 14 Da sagde han til dem: "Fra Æderen kom Æde, fra den stærke Sødme!" Men da de tre Dage var omme, havde de ikke kunnet gætte Gåden, 15 og den fjerde Dag sagde de til Samsons Hustru: "Lok din Mand til at sige os Løsningen, ellers brænder vi dig og din Faders Hus inde! Har I budt os herhen for at tage alting fra os?" 16 Da hang Samsons Hustru over ham med Gråd og sagde: "Du hader mig jo og elsker mig ikke! Du har givet mine Landsmænd en Gåde at gætte, og mig har du ikke sagt Løsningen!" Han svarede hende: "Jeg har ikke sagt min Fader eller Moder den, og så skulde jeg sige dig den!" 17 Men hun hang over ham med Gråd, de syv Dage Gildet varede; og den syvende Dag sagde han hende Løsningen, fordi hun plagede ham. Så sagde hun sine Landsmænd Gådens Løsning; 18 og den syvende Dag, før han gik ind i Kammeret, sagde Byens Mænd til ham: "Hvad er sødere end Honning, og hvad er stærkere end en Løve?" Men han svarede dem: "Havde I ikke pløjet med min Kalv, havde I ikke gættet min Gåde!"

19 Da kom Herrens Ånd over ham, og han drog ned til Askalon, slog tredive Mænd ihjel der, trak deres Tøj af dem og gav Klæderne til dem, der havde sagt Løsningen på Gåden. Og hans Vrede blussede op, og han drog tilbage til sin Faders Hus. 20 Men Samsons Hustru blev givet til den Brudesvend, som havde været hans Brudefører.