Add parallel Print Page Options

Benjamins stamme reddes fra udslettelse

21 De israelitiske ledere havde under mødet i Mitzpa svoret på, at de aldrig ville lade deres døtre gifte sig med mænd fra Benjamins stamme. Men efter slaget holdt de endnu et møde—denne gang i Betel—hvor de sørgede og græd for Herrens ansigt indtil aften. „Herre, Israels Gud,” klagede de, „hvorfor skulle denne ulykke ramme os? Nu må vi savne en stamme i Israel!”

Næste morgen stod de tidligt op, byggede et alter og ofrede brænd- og takofre på alteret. Da spurgte de hinanden: „Var nogen af Israels folk ikke repræsenteret under mødet i Mitzpa?” De havde nemlig svoret på, at hvis nogen nægtede at møde op, skulle de straffes med døden. Men samtidig følte Israel medlidenhed med benjaminitterne og sagde: „Ak, en hel stamme er næsten totalt udryddet af Israel! Hvordan skal vi skaffe koner til de få mænd, der er tilbage, når vi for Herrens ansigt har svoret på, at vi ikke vil lade vores døtre gifte sig med dem?”

8-9 Da de nu undersøgte, om nogen var udeblevet fra det omtalte møde i Mitzpa, opdagede man, at ingen fra Jabesh i Gilead havde været til stede. 10-11 Så sendte de en hær på 12.000 af de bedste soldater af sted med følgende besked: „Udryd alle indbyggerne i Jabesh med undtagelse af unge piger, som er jomfruer.” 12 Det gjorde de så, og de fandt 400 unge jomfruer. Disse piger blev ført til den israelitiske lejr i Shilo i Kana’ans land.

13 Derefter sendte man en delegation af sted for at fortælle de 600 overlevende benjaminitter ved Rimmons klippe i ørkenen, at de nu kunne tage hjem i fred. 14 Det gjorde de så, og de fik overdraget de 400 piger fra Jabesh, men der var ikke koner nok til dem alle. 15-16 Israelitterne var meget kede af, at Gud således næsten havde udryddet en af deres stammer. De følte medlidenhed med de sidste benjaminitter og lederne spurgte hinanden: „Hvordan skal vi skaffe koner til de sidste 200 mænd? Alle kvinder i Benjamins stamme er jo udryddet. 17 Der må findes en udvej, så de overlevende kan få efterkommere og stammen kan komme på fode igen, 18 selv om vi ved vores ed har udelukket muligheden af at bortgifte vores egne døtre til dem.” 19 Pludselig var der en, som fik en lys idé! „Hør,” sagde han, „måske kan vi løse problemet under den kommende religiøse byfest i Shilo.” (Shilo ligger øst for vejen mellem Betel og Sikem, syd for Lebona og nord for Betel.)

20-21 Så blev de enige om at sige til de benjaminitter, som stadig manglede koner: „Hold jer skjult i vinmarkerne uden for Shilo og se godt på de piger, der tager derhen for at danse. Under dansen kommer I frem fra jeres skjulested, og finder jer hver især en pige, som I tager med hjem til Benjamins land. 22 Når deres fædre og brødre så kommer og nedlægger protest over for os, skal vi nok berolige dem og overtale dem til at lade jer beholde deres døtre, for der var ikke koner nok til jer i Jabesh. Vi skal også nok forklare dem, at de ikke har brudt deres ed, for de har ikke bortgiftet deres døtre frivilligt. I har jo selv taget dem!”

23 Så gjorde benjaminitterne, som de fik besked på. De fik hver fat i en pige under festen, hvorefter de hjemførte dem som deres koner til deres eget land. Her genopbyggede de byerne og bosatte sig igen i deres eget stammeområde.

24 Derpå opløstes den israelitiske hær, og de forskellige stammer vendte hver for sig tilbage til deres land og deres familier. 25 Men der var stadig ingen konge i Israel, så alle gjorde, som de havde lyst til.

21 Men Israels Mænd havde i Mizpa aflagt den Ed: "Ingen af os vil give en Benjaminit sin Datter til Ægte!" Da nu Folket var kommet til Betel, sad de der lige til Aften for Guds Åsyn og opløftede deres Røst, græd heftigt og sagde: "Hvorfor, Herre, Israels Gud, er dog dette hændet i Israel, så at vi i Dag må savne en Stamme af Israel?" Tidligt næste Morgen byggede Folket et Alter der og ofrede Brændofre og Takofre. Derpå sagde Israelitterne: "Hvem blandt alle Israels Stammer undlod at drage op med Forsamlingen til Herren?" Der var nemlig svoret en dyr Ed på, at enhver, der undlod at drage op til Herren i Mizpa, skulde dø. Men nu gjorde det Israelitterne ondt for deres Broder Benjamin, og de sagde: "I Dag er en Stamme hugget af Israel! Hvad skal vi gøre for dem, der er tilbage, for at skaffe dem Hustruer, eftersom vi har svoret ved Herren, at vi ikke vil give dem nogen af vore Døtre fil Ægte?" Så spurgte de: "Er der måske en af Israels Stammer, der undlod at drage op til Herren i Mizpa?" Og se, der var ingen kommet til Lejren, til Forsamlingen, fra Jabesj i Gilead.

Så blev Folket mønstret, og se, der var ingen af Indbyggerne fra Jabesj i Gilead.

10 Da sendte Menigheden 12000 Mand af de tapreste Folk derhen med den Befaling: "Drag hen og hug Indbyggerne i Jabesj i Gilead ned med Sværdet tillige med deres Kvinder og Børn. 11 Således skal I bære eder ad: Alle af Mandkøn og alle Kvinder, der har haft Omgang med Mænd, skal I lægge Band på!" 12 De fandt så hos Indbyggerne i Jabesj i Gilead 400 unge Piger, der var Jomfruer og ikke havde haft Omgang med nogen Mand, og dem førte de til Lejren i Silo i Kana'ans Land. 13 Derpå sendte hele Menigheden Sendebud hen for af underhandle med Benjaminiterne, der befandt sig på Rimmons Klippe, og tilbyde dem Fred. 14 På det Tidspunkt vendte Benjaminiterne så tilbage, og de gav dem de Kvinder fra Jabesj i Gilead, som man havde ladet i Live. Men de var ikke nok til dem.

15 Da gjorde det Folket ondt for Benjamin, fordi Herren havde gjort et Skår i Israels Stammer. 16 Og Menighedens Ældste sagde: "Hvad skal vi gøre for dem, der er tilbage, for at skaffe dem Hustruer, eftersom alle Kvinder i Benjamin er udryddet?" 17 Og de sagde: "Hvorledes kan der reddes en Rest af Benjamin, så at ikke en Stamme i Israel går til Grunde? 18 Vi kan jo ikke give dem nogen af vore Døtre til Ægte!" Israelitterne havde nemlig svoret og sagt: "Forbandet være den, som giver Benjaminiterne en Hustru!" 19 Da sagde de: "Se, Herrens Højtid fejres jo hvert År i Silo!" Det ligger norden for Betel, østen for Vejen, der fører op fra Betel til Sikem, og sønden for Lebona. 20 Og de bød Benjaminiterne: "Gå hen og læg eder på Lur i Vingårdene! 21 Se så nøje til, og når de unge Kvinder fra Silo kommer ud for at opføre deres Danse, skal I komme frem af Vingårdene og røve hver sin Hustru af de unge Kvinder fra Silo og så drage hjem til Benjamins Land! 22 Når så deres Fædre eller Brødre kommer for at gå i Rette med eder, skal I sige til dem: Skån os, thi vi fik os ikke alle en Hustru i Krigen! Det er jo ikke eder, der har givet os dem; i så Fald vilde I have forbrudt eder!" 23 Det gjorde Benjaminiterne da, og de tog sig Hustruer af de dansende Kvinder, som de røvede, een til hver; derpå vendte de tilbage til deres Arvelod, opbyggede deres Byer og boede i dem. 24 Og samtidig drog Israelitterne derfra, hver til sin Stamme og Slægt, og de gik derfra hver til sin Arvelod,

25 I de Dage var der ingen Konge i Israel; enhver gjorde, hvad han fandt for godt.