Add parallel Print Page Options

Men Efraimiterne sagde til ham: "Hvorfor handler du således over for os, at du ikke kaldte os til, da du drog i Kamp mod Midjaniterne?" Og de gik stærkt i Rette med ham. Men han svarede dem: "Hvad er min Dåd i Sammenligning med eders? Er ikke Efraims Efterhøst bedre end Abiezers Vinhøst? I eders Hånd gav Gud Midjaniternes Høvdinger Oreb og Ze'eb, hvad har jeg formået i Sammenligning med eder?" Og da han talte således, lagde deres Vrede sig mod ham.

Da Gideon nåede Jordan, gik han og de 300 Mand, der var med ham, over, udmattede og sultne. Han sagde da til Folkene i Sukkot: "Giv Folkene, der følger mig, nogle Brød, thi de er udmattede, og jeg er i Færd med at forfølge Midjaniterkongerne Zeba og Zalmunna!" Men Høvedsmændene i Sukkot svarede: "Har du allerede fået fat i Zeba og Zalmunna, siden vi skal give dine Folk Brød?" Da sagde Gideon: "Til Gengæld skal jeg tærske eders Kroppe med Ørkentorne og Tidsler, når Herren bar givet Zeba og Zalmunna i min Hånd!" Så drog han derfra til Penuel og sagde det samme til dem; og da Folkene i Penuel gav ham samme Svar som Folkene i Sukkot, tiltalte han dem på lignende Måde og sagde: "Når jeg kommer uskadt tilbage, vil jeg nedbryde Borgen her!"

10 Zeba og Zalmunna befandt sig imidlertid med deres Hær i Karkor, henved 15000 Mand; det var alle dem, der var tilbage af Østens Stammers, Hær; de faldne udgjorde 120000 våbenføre Mænd. 11 Og Gideon drog op ad Teltboernes Vej østen for Noba og Jogbeha og slog Hæren, der ikke anede Uråd. 12 Zeba og Zalmunna flygtede, men han satte efter dem og fangede de to Midjaniterkonger Zeba og Zalmunna og slog hele Hæren med Rædsel.

13 Da Gideon, Joasjs Søn, vendte tilbage fra Kampen, fra Herespasset, 14 fik han fat i en ung Mand fra Sukkot og spurgte ham ud, og den unge Mand skrev Navnene på Høvedsmændene og de Ældste i Sukkot op til ham, syv og halvfjerdsindstyve Mænd. 15 Så drog han til Folkene i Sukkot og sagde: "Se, her er Zeba og Zalmunna, som I hånede mig med, da I sagde: Har du allerede fået fat i Zeba og Zalmunna, siden vi skal give dine udmattede Mænd Brød?" 16 Derpå greb han Byens Ældste, tog Ørkentorne og Tidsler og tærskede Folkene i Sukkot med dem; 17 og Borgen i Penuel brød han ned og dræbte Folkene i Byen. 18 Men til Zeba og Zalmunna sagde han: "Hvorledes var de Mænd, I ihjelslog ved Tabor?" De svarede: "De lignede dig, de så begge ud som Kongesønner!" 19 Da sagde han: "Mine Brødre, min Moders Sønner var det! Så sandt Herren lever; havde I skånet deres Liv, havde jeg ikke slået eder ihjel!" 20 Derpå sagde han til sin førstefødte Søn Jeter: "Stå op og dræb dem!" Men den unge Mand drog ikke sit Sværd; han havde ikke Mod dertil, fordi han endnu var ung. 21 Da sagde Zeba og Zalmunna: "Stå selv op og giv os Dødsstødet, thi som Manden således hans Styrke!" Så stod Gideon op og dræbte Zeba og Zalmunna. Og han tog de Halvmåner, deres Kameler havde om Halsen.

22 Derefter sagde Israelitterne til Gideon: "Vær vor Hersker, du selv og siden din Søn og din Sønnesøn, da du nu har frelst os af Midjaniternes Hånd!" 23 Men Gideon svarede dem: "Hverken jeg eller min Søn vil herske over eder; Herren skal herske over eder!" 24 Derpå sagde Gideon til dem: "Jeg har noget at bede eder om: Enhver af eder skal give mig de Ringe, der findes mellem hans Bytte!" Hine havde nemlig Guldringe, thi de var Ismaeliter. 25 De svarede: "Ja, vi vil gerne give dig dem!" Så bredte han sin Kappe ud, og enhver af dem lagde de Ringe, der fandtes mellem hans Bytte, derpå. 26 Vægten af Guldringene, som han havde bedt om, udgjorde 1700 Sekel Guld bortset fra Halvmånerne, Ørenringene og Purpurklæderne, som Midjaniterkongerne bar, og Kæderne på Kamelernes Halse. 27 Gideon lavede deraf en Efod, som han gav Plads i sin Fødeby Ofra; og alle Israelitterne bolede med den, og den blev Gideon og hans Hus en Snare.

28 Således bukkede Midjaniterne under for Israelitterne, og de rejste sig ikke mere; og Landet havde Ro i fyrretyve År, så længe Gideon levede.

29 Og Jerubba'al, Joasjs Søn, begav sig til sit Hjem og opholdt sig der. 30 Gideon havde halvfjerdsindstyve Sønner, der var avlede af ham, thi han havde mange Hustruer. 31 Han havde en Medhustru i Sikem; hun fødte ham en Søn, som han gav Navnet Abimelek. 32 Gideon, Joasjs Søn, døde i en høj Alder og blev jordet i sin Fader Abiezriten Joasjs Grav i Ofra. 33 Men da Gideon var død, gav Israelitterne sig atter til at bole med Ba'alerne og gjorde Ba'al-Berit til deres Gud; 34 og Israelitterne kom ikke Herren deres Gud i Hu, ham, som frelste dem fra alle deres Fjender, der omgav dem på alle Kanter. 35 Og de handlede ikke vel mod Jerubba'als, Gideons, Hus, trods alt det gode, han havde gjort Israel.

De efraimitiske ledere var imidlertid utilfredse og rettede en skarp kritik mod Gideon. „Hvorfor ventede du med at sende bud efter os, til midjanitterne var besejret?” spurgte de.

Gideon svarede: „Den smule, jeg og min klan har gjort, er ikke noget i sammenligning med jeres heltedåd! Lod Gud jer ikke fange de to midjanitiske hærførere Oreb og Ze’eb? Hvad I opnåede mod slagets afslutning, har langt større betydning, end hvad vi foretog os i begyndelsen.” Da efraimitterne hørte det, var de ikke vrede længere.

Derpå satte Gideon over Jordanfloden med sine 300 mand, som ikke havde opgivet at forfølge fjenden, selv om de var trætte og udmattede. Da de nåede Sukkot, sagde Gideon til byens ledere: „Giv venligst mine krigere noget at spise. Vi er udmattede af at jagte midjanitterkongerne Zeba og Salmunna.”

Men byens ledere svarede: „Fang først Zeba og Salmunna. Så skal vi nok give jer noget at spise.”

Da sagde Gideon: „Når Herren har udleveret Zeba og Salmunna til mig, vender jeg tilbage og slår jer alle sammen med ørkentjørne og tidsler.” Så fortsatte de videre til Penuel, men der gav man samme svar som i Sukkot, hvorpå Gideon sagde til dem: „Når vi har sejret, vender vi tilbage og river jeres vagttårn ned.”

10 I mellemtiden var Zeba og Salmunna nået frem til Karkor med de 15.000 mand, der var tilbage af den forenede hær fra øst. 120.000 var faldet for sværdet. 11 Men Gideon gik en omvej forbi teltlejrene øst for Noba og Jogbeha og overfaldt de intetanende midjanitter. 12 De to konger flygtede, men Gideon fulgte efter dem og fangede dem, og hele deres hær blev grebet af rædsel.

13 Derefter vendte Gideon tilbage gennem Herespasset. 14 Dér tog han en ung mand fra Sukkot til fange og tvang ham til at skrive navnene ned på alle byens 77 ledere. 15 Så gik Gideon til Sukkot og sagde til mændene i byen:

„Her er de to konger Zeba og Salmunna. I husker vist godt, at I sagde: Fang først Zeba og Salmunna. Så skal vi nok give jer noget at spise.”

16 Så tog han de 77 ledere til fange og pryglede dem til døde med ørkentjørne og tidsler. 17 Bagefter drog han til Penuel, hvor han rev byens vagttårn ned og dræbte samtlige mandlige indbyggere.

18 Derpå spurgte han Zeba og Salmunna: „Hvordan så de mænd ud, som I dræbte ved Tabor?”

„De lignede dig, og de så begge to ud som kongesønner,” svarede de.

19 „Så var det mine egne brødre!” udbrød Gideon. „Jeg sværger, at hvis I havde skånet dem, ville jeg have skånet jer.” 20 Så sagde han til sin ældste søn Jeter: „Kom her hen og hug de to konger ned!” Men Jeter, der endnu kun var en stor dreng, havde ikke mod til det.

21 „Gør det selv, Gideon,” sagde Zeba og Salmunna. „Det er ikke noget for et barn.” Så huggede Gideon dem ned og tog de kostbare ornamenter, som deres kameler havde om halsen.

Gideon afslår at blive konge

22 Nu sagde israelitterne til Gideon: „Du og dine efterkommere skal regere over os, for du har reddet os fra midjanitterne!” 23 Men Gideon svarede: „Hverken jeg eller min søn skal regere over jer. Herren skal være jeres Konge!” 24 Så tilføjede han: „En enkelt ting vil jeg dog bede jer om: at I alle sammen giver mig en ørering fra jeres krigsbytte.” Midjanitterne gik nemlig med guldringe i ørerne, for de var dygtige handelsfolk.[a]

25 „Gerne,” svarede de og bredte et klæde ud på jorden, hvor de hver især lagde en ring fra deres krigsbytte. 26 Vægten af ringene alene beløb sig til næsten 20 kilo.[b] Dertil kom de kostbare kamelornamenter, andre smykker, kongernes purpurfarvede dragter og de kæder, som kamelerne havde haft om halsen. 27 Af disse kostbarheder lavede Gideon en efod, som han anbragte i sin hjemby Ofra. Men israelitterne begyndte at tilbede efoden, som derfor blev årsag til fald for Gideon og hans familie.

28 Midjanitterne var nu besejret og udgjorde ikke længere nogen trussel for Israel. De næste 40 år var der fred i landet, så længe Gideon levede.

29-30 Efter sejren vendte Gideon tilbage til sin hjemegn, hvor han siden boede og fik 70 sønner, for han havde mange koner. 31 Han fik også en søn med en slavepige fra Sikem, og han kom til at hedde Abimelek. 32 Gideon døde som en meget gammel mand og blev begravet i familiegravstedet i Ofra, hvor Abiezers slægt kom fra.

33 Kort efter Gideons død begyndte israelitterne igen at dyrke kana’anæernes afguder. De gjorde Ba’al-Berit til deres gud 34 og glemte Herren, der havde frelst dem fra deres fjendtlige nabofolk. 35 De viste heller ingen respekt for Gideons familie, på trods af hvad Gideon havde betydet for landet.

Footnotes

  1. 8,24 Ordret: „Ishmaelitter”, men det er her sikkert en titel på ørkenens handelsfolk.
  2. 8,26 På hebraisk: 1700 shekel. 1 shekel = ca. 11,5 g.