Add parallel Print Page Options

25 Herrens Ord kom til mig således: Mennesskesøn, vend dit Ansigt imod Ammoniterne, profeter imod dem og sig til dem: Hør den Herre Herrens Ord: Så siger den Herre Herren: Fordi du råbte "Ha, ha!" over min Helligdom, da den vanhelligedes, og over Israels Land, da det lagdes øde, og over Judas Hus, da de vandrede i Landflygtighed, se, derfor giver jeg dig i Eje til Østens Sønner; de skal opslå deres Teltlejre og indrette deres Boliger i dig; de skal spise din Frugt og drikke din Mælk. Jeg gør Rabba til Græsgang for Kameler og Ammons Byer til Lejrsted for Småkvæg; og I skal kende, at jeg er Herren. Thi så siger den Herre Herren: Fordi du klappede i Hænderne og stampede med Fødderne og med dyb Ringeagt godtede dig af Hjertet over Israels Land, se, derfor udrækker jeg Hånden imod dig og gør dig til Rov for Folkene; jeg udrydder dig af Folkeslagene, udsletter dig af Landene og tilintetgør dig; og du skal kende, at jeg er Herren.

Så siger den Herre Herren: Fordi Moab siger: "Se, det er med Judas Hus som med alle de andre Folk!" se, derfor lægger jeg Moabs Skrænter åbne, så Byerne går tabt fra dets ene Ende til den anden, Landets Pryd, Bet Jesjimot, Baal-Meon og Hirjatajim. 10 Østens Sønner giver jeg det i Eje, for at det ikke mere skal ihukommes blandt Folkene. 11 Jeg holder Dom over Moab; og de skal kende, at jeg er Herren.

12 Så siger den Herre Herren: Fordi Edom optrådte hævngerrigt mod Judas Hus og pådrog sig svar Skyld ved at hævne sig på dem, 13 derfor, så siger den Herre HEEREN: Jeg udrækker Hånden mod Edom og udrydder Folk og Fæ deraf og gør det øde; fra Teman til Dedan skal de falde for Sværdet. 14 Jeg fuldbyrder min Hævn på Edom ved mit Folk Israels Hånd, og de skal handle med Edom efter min Vrede og Harme, og Edom skal kende min Hævn, lyder det fra den Herre Herren.

15 Så siger den Herre Herren: Fordi Filisterne optrådte hævngerrigt og med Foragt i Hjertet tog Hævn og hærgede i endeløst Had, 16 derfor, så siger den Herre Herren: Se, jeg udrækker Hånden mod Filisterne og udrydder kreterne, og jeg tilintetgør, hvad der er levnet ved Havets Strand. 17 Jeg tager vældig Hævn oer dem og revser dem i Vrede; og de skal kende, at jeg er Herren, når jeg fuldbyrder min Hævn på dem.

Profetier mod Ammon, Moab, Edom og filistrenes land

25 Herren sagde til mig: „Du menneske, vend dit ansigt mod ammonitterne og profetér imod dem. Sig til dem: Hør, hvad Herren siger: Fordi I kun havde spottende ord tilovers for mit tempel, da det blev ødelagt, fordi I hånede Israel, da landet blev ramt af katastrofen, og fordi I lo ad Judas folk, dengang de blev ført i eksil, vil jeg overgive jer til ørkenbeduinerne, der kommer imod jer fra øst. De slår lejr på jeres marker, tager jeres frugthøst og mælken fra jeres køer. Jeg forvandler hovedstaden Rabba til en græsgang for kameler og Ammons land til en brakmark, hvor fåreflokke hviler sig. Da vil I indse, at jeg er Herren.

Herren siger: Fordi I klappede i hænderne, stampede med fødderne og jublede af skadefryd og foragt for mit folk, bliver I som straf overgivet til jeres fjender, så I bliver udryddet og ikke længere er en nation og et folk. Da vil I indse, at jeg er Herren.

Herren siger: Moabitterne påstår ligesom edomitterne, at Judas folk er som alle andre folk. 9-10 Derfor åbner jeg Moabs østgrænse, så landets stolte byer, Bet-Jeshimot, Ba’al-Meon og Kirjatajim går tabt. Dem giver jeg til ørkenbeduinerne fra øst, som strømmer ind i landet, ligesom de gør i Ammon. Moab bliver udslettet som nation og folk. 11 Sådan straffer jeg moabitterne. Da vil de indse, at jeg er Herren.

12 Herren siger: Edoms folk syndede groft ved at hævne sig på Judas befolkning. 13 Derfor løfter jeg min hånd imod Edom og udrydder hele befolkningen og alt kvæget i landet. Fra Teman til Dedan bliver alt lagt i ruiner, folket bliver sablet ned, og landet bliver øde. 14 Straffen over Edom skal udføres af mit folk, Israel. Gennem dem udløser jeg min vrede og hævn. Så vil de indse, at jeg er Herren.

15 Herren siger: Filistrene var hævngerrige og fulde af foragt og gammelt fjendskab over for mit folk. 16 Derfor løfter jeg min hånd imod filistrene og udrydder også kreterne mod syd og de øvrige folk langs kysten. 17 Ja, jeg tager frygtelig hævn over dem for den behandling, de gav mit folk. Når det sker, vil de indse, at jeg er Herren.”