Add parallel Print Page Options

Ezekiels syn af et nyt tempel

40 På den tiende dag i den første måned i det 25. år af vores eksil, 14 år efter Jerusalems fald, kom Herrens kraft over mig, og han førte mig i ånden helt til Jerusalem. I mit syn ankom jeg til Israel og blev anbragt på et højt bjerg, hvorfra jeg foran mig[a] så noget, der lignede en by. Jeg fik øje på en mand, der lyste som skinnende bronze. Han stod ved den østlige port i muren omkring tempelpladsen, og i hånden holdt han en målesnor og en målestok. „Du menneske,” sagde han til mig. „Hold øjne og ører åbne og læg nøje mærke til alt, hvad jeg viser dig. Du er blevet ført hertil, for at jeg kan vise dig mange ting. Bagefter skal du fortælle det hele til Israels folk.”

Jeg kunne se muren hele vejen rundt om tempelområdet, og manden målte murens højde og bredde, der svarede præcis til længden af hans målestok, som var 3 m.

Manden kaldte mig nu hen til østporten i muren. Vi gik op ad trappen, hvorefter han målte tærsklen i portåbningen. Den havde målestokkens længde og var altså 3 meter bred. Inden for porten kom vi forbi nogle vagtrum, som alle var 3 gange 3 m, og imellem rummene var der 2,5 m. Dernæst kom vi til tærsklen til den modsatte port, den som førte ind mod templets ydre forgård. Den var også 3 m bred. Så målte han forhallen før porten, og den var 4 m. Dens søjler var en meter brede og den vendte ind mod templet. 10 Af vagtrum var der tre på hver side af passagen mellem den ydre og indre port, og de havde samme mål. Og søjlerne på hver side havde også alle samme mål. 11 Indgangspartiet i portåbningen mod øst var 5 m bredt, og passagen imellem portene var 6,5 m bred. 12 Foran hvert af vagtrummene ud mod passagen var der stenbænke, som var en halv meter bred og en halv meter høj. 13 Derefter målte manden bredden af hele portkomplekset fra ydermuren af vagtrummet på den ene side til ydermuren af vagtrummet, der lå lige overfor på den anden side. Den var 12,5 m. 14 Søjlerne ved forhallen blev anslået til at være 30 m høje,[b] og forhallen vendte som sagt ud mod templets ydre forgård. 15 Der var i alt 25 m fra den ene ende af portkomplekset til den anden. 16 Der var gittervinduer i vagtrummene og i murene imellem rummene. Alle søjler var dekoreret med palmemotiver.

17-18 Manden førte mig nu videre ind i den ydre forgård, hvor der var 30 rum bygget op ad muren mod nord, øst og syd. Forgården var belagt med fliser i to niveauer. Det nederste niveau gik fra ydermuren og indad i en bredde, der svarede til portkompleksernes længde. Det øverste niveau dækkede resten af forgården ind til indermuren. 19 Så målte han afstanden fra porten til den ydre forgård til porten til den indre forgård. Afstanden mellem de to portkomplekser var 50 m, og det gjaldt både mod øst og nord.

20 Han førte mig derefter hen til portkomplekset mod nord og målte både dets længde og bredde. 21 Det havde også tre vagtrum på hver side, og målene var de samme som for portkomplekset mod øst, 25 m i længden og 12,5 m i bredden. 22 Også vinduer, forhal, søjler og palmemotiver var som i østporten. En trappe med syv trin førte op til den ydre portindgang, og forhallen vendte ind mod den ydre forgård. 23 Overfor det ydre portkompleks lå der både mod nord og øst et indre portkompleks, som førte ind til den indre forgård. Afstanden mellem de ydre og indre portkomplekser var 50 m.

24 Derefter førte han mig videre til portkomplekset mod syd. Der var også en forhal og søjler, som han målte, og det var de samme mål som før. 25 Hele portkomplekset var 25 m langt og 12,5 m bredt som de andre, og der var vinduer i væggene og i forhallen som i de andre. 26 Der var syv trappetrin op til den ydre indgang, forhallen vendte ind mod den ydre forgård, og der var palmemotiver på søjlerne. 27 Overfor det ydre sydlige portkompleks lå det indre sydportkompleks, som førte ind til den indre forgård. Afstanden mellem de to portkomplekser var 50 m.

28 Så førte han mig gennem det indre sydportkompleks ind i den indre forgård. Undervejs målte han portkomplekset, og det havde samme mål som de andre. 29 Vagtrummene, søjlerne og forhallen havde nøjagtig samme mål som i de ydre porte, og der var vinduer i væggene og i forhallen. Portkomplekset var 25 m langt og 12,5 m bredt. 30 Hver forhal i de tre portkomplekser omkring den indre gård var 12,5 m i bredden og 2,5 m dyb. 31 Otte trappetrin førte op til portens indgang, forhallen vendte ud mod den ydre forgård, og der var palmemotiver på søjlerne.

32 Derpå førte han mig hen til det indre østlige portkompleks. Dets mål svarede til de øvrige portes: 33 Vagtrummene, søjlerne og forhallen var de samme, og der var vinduer i væggene og i forhallen. Portkomplekset var 25 m langt og 12,5 m bredt. 34 Forhallen vendte ud mod den ydre forgård, og der var palmemotiver på søjlerne. Også her var der otte trappetrin.

35 Så førte han mig til det indre nordlige portkompleks, hvis mål svarede til de øvrige portes. 36 Vagtrummene, søjlerne og forhallen var nøjagtig som de andre, og portkomplekset var 25 m langt og 12,5 m bredt. 37 Forhallen vendte ud mod den ydre forgård, og der var palmemotiver på søjlerne. Også her førte otte trappetrin op til porten.

38 Der ved det indre nordportkompleks[c] så jeg tæt ved søjlerne til forhallen et rum med en dør. Rummet var beregnet til at vaske offerkødet, før det blev lagt på alteret. 39 I forhallen stod der på hver side af midtergangen to borde, der blev brugt til at lægge kødet fra de slagtede offerdyr på, hvad enten det var brændofre, syndofre eller skyldofre. 40 Uden for forhallen var der tilsvarende to borde på hver side af indgangen. 41 I alt var der altså otte borde, som blev brugt til at lægge de slagtede offerdyr på,[d] fire borde inde i forhallen og fire borde udenfor. 42 Ved siden af trappetrinene op til porten stod der fire borde af tilhugne sten, hvorpå man opbevarede knivene og de øvrige redskaber, der blev brugt ved slagtningen. Stenbordene var 75 gange 75 cm med en højde på 50 cm. 43 På ydermuren af portkomplekset var der fastgjort en lang række kroge af en håndsbreds længde til brug ved parteringen af offerdyrene. Efter parteringen og afvaskningen blev de udskårne stykker anbragt på bordene.

44 Derpå førte han mig ind i den indre forgård, og jeg så, at der var bygget to rum til præsterne. Det ene lå tæt ved nordporten og havde indgang mod syd, og den anden lå tæt ved sydporten og havde indgang mod nord.

45 Manden forklarede mig, at rummet ved nordporten skulle bruges af de præster, der havde ansvar for den daglige tjeneste i templet, 46 mens rummet ved sydporten var for de præster, der skulle forrette altertjenesten, altså Zadoks efterkommere, de eneste levitter, der måtte nærme sig Herren og udføre denne tjeneste.

47 Derefter målte han den indre forgård: Den var 50 m på hver led. Alteret stod foran tempelbygningen. 48 Så førte han mig hen til selve tempelbygningens forhal. Den havde to enorme søjler hver på 2,5 gange 2,5 m. Indgangen var 7 m bred og de to sidemure var hver 1,5 m brede. 49 Forhallen målte 10 m gange 5,5 m. En trappe førte op til forhallen, og der var søjler på begge sider af trappen.

Footnotes

  1. 40,2 Efter LXX. Den hebraiske tekst siger: „mod syd”.
  2. 40,14 Eller 10 m. Den hebraiske tekst er meget uklar, og det samme er LXX.
  3. 40,38 Selv om Ezekiel kun beskriver det, han ser her ved nordporten, hvor han står, var der sandsynligvis tilsvarende rum og borde ved de andre to porte mod øst og syd.
  4. 40,41 Ordret: „til slagtningen”, dvs. til brug ved slagtningen. Selve slagtningen foregik i den ydre forgård og v. 43 klargør, at indvoldene og kødstykkerne fra de slagtede dyr blev lagt på bordene, så præsterne kunne tage dem derfra og bringe dem ind i den indre forgård til alteret.

40 I det fem og tyvende år efter at vi var ført i landflygtighed, ved nytårstide, på den tiende dag i Måneden i det fjortende År efter Byens indtagelse, netop på den Dag kom Herrens Hånd over mig, og han førte mig i Guds Syner til Israels Land og satte mig på et såre højt Bjerg, og på det var der bygget noget som en By mod Syd; og da han havde ført mig derhen, se, da var der en Mand som Kobber at se til med en Hørgarnssnor og en Målestang i Hånden, og han stod ved Porten. Manden sagde til mig: "Menneskesøn, se med dine Øjne, hør med dine Ører og læg vel Mærke til alt, hvad jeg viser dig; thi du er ført hid, for at jeg skal vise dig det. Kundgør Israels Hus alt, hvad du ser!"

Og se, der var en Mur uden om Templet til alle Sider. Manden holdt i Hånden en Målestang. som var seks Alen lang, en Alen en Håndsbred længere end sædvanlig", og han målte Muren; den var eet Mål bred og eet Mål høj. Så gik han op ad syv Trappetrin ind i den Port, hvis Forside vendte mod Øst; og han målte Portens Tærskel til eet Mål i Bredden, hvert af Portens Siderum ligeledes til eet Mål i Længden og eet i Bredden, Murpillerne mellem Siderummene til fem Alen og Tærskelen ved Portens Forhal på den Side, der vendte indad i Porten, til eet Mål. Og han målte Portens Forhal til otte Alen og dens Murpiller til to; Portens Forhal lå på indersiden. 10 Portens Siderum, tre på hver Side, lå over for hverandre; de var lige store alle tre; også Murpillerne på begge Sider var lige store. 11 Så målte han Portindgangens Bredde til ti Alen og Portgangens til tretten. 12 Foran Siderummene var der på begge Sider afspærrede Pladser på een Alen, og selve Siderummene på begge Sider var seks Alen. 13 Så målte han Porten fra Indervæggen i et Siderum til Indervæggen i Siderummet lige overfor til en Bredde af fem og tyve Alen, Dør over for Dør. 14 Så målte han Forhallen til tyve Alen; og Forgården omgav Portens Forhal". 15 Fra Portens Forside udad til Portforhallens Forside indad var der halvtredsindstyve Alen. 16 Porten havde på begge Sider Gittervinduer, som udvidede sig indad i Siderummene og deres Murpiller; ligeledes havde Forhallen på alle Sider Vinduer, som udvidede sig indad. På Murpillerne til begge Sider var der Palmer.

17 Derpå førte han mig ind i den ydre Forgård. Og se, der var Kamre, og Forgården rundt var der et stenlagt Stykke; der var tredive Kamre på Stenlægningen. 18 Det stenlagte Stykke stødte op til Portenes Sidemure, lige så bredt som Portene var lange; det var den nedre Stenlægning. 19 Han målte Forgårdens Bredde fra den nedre Ports indre Forside til den indre Ports ydre Forside til hundrede Alen. Og han førte mig mod Nord, 20 og se, der var en Port, som vendte mod Nord, i den ydre Forgård, og han målte dens Længde og Bredde. 21 Den havde tre Siderum til hver Side, og Murpillerne og Forhallen havde samme Mål som i den første Port; den var halvtredsindstyve Alen lang og fem og tyve Alen bred. 22 Vinduer, Forhal og Palmer havde samme Mål som i den Port, hvis Forside vendte mod Øst; ad syv Trin steg man op dertil, og Forhallen lå inderst inde. 23 En Port til den indre Forgård lå over for Nordporten, ligesom Forholdet var ved Østporten; og han målte fra Port til Port hundrede Alen. 24 Så førte han mig mod Syd og se, der var også en Port mod Syd, og han målte dens Murpiller og Forhal; de havde samme Mål som de andre. 25 Porten og dens Forhal havde Vinduer af samme Slags som de andre. Den var halvtredsindstyve Alen lang og fem og tyve Alen bred; 26 syv Trin førte op til den; Forhallen lå inderst inde, og der var Palmer på Murpillerne til begge Sider. 27 Endelig var der en Port til den indre Forgård over for Sydporten: han målte hundrede Alen fra Port til Port.

28 Derpå førte han mig til den indre Forgård gennem Sydporten, og den målte han; den havde samme Størrelse som de andre, 29 og dens Siderum, Murpiller og Forhal havde samme Størrelse som de andre; Porten og dens Forhal havde Vinduer rundt om. Den var halvtredsindstyve Alen lang og fem og tyve Alen bred. 30 (Der var Forhaller rundt om, fem og tyve Alen lange og fem Alenbrede. 31 Forhallen vendte ud mod den ydre Forgård med Palmer på Murpillerne, og otte Trin dannede dens Opgang. 32 Så førte han mig til Østporten og målte denne Port; den havde samme Størrelse som de andre, 33 og Siderum, Murpiller og Forgård havde samme Størrelse som de andre; Porten og dens Forhal havde Vinduer rundt om. Den var halvtredsindstyve Alen lang og fem og tyve Alen bred. 34 Forhallen vendte ud mod den ydre Forgård med Palmer på Murpillerne til begge Sider, og otte Trin dannede dens Opgang. 35 Så førte han mig til Nordporten og målte den; den havde samme Størrelse som de andre, 36 ligeledes Siderum, Murpiller og Forhal; Porten og dens Forhal havde Vinduer rundt om. Den var halvtredsindstyve Alen lang og fem og tyve Alen bred. 37 Forhallen vendte ud mod den ydre Forgård med Palmer på Murpillerne til begge Sider, og otte Trin dannede dens Opgang.

38 Derpå vendte han sig til det Indre, idet han førte mig til Østporten; der skyllede man Brændofferet 39 Og i Portens Forhal stod to Borde på den ene Side og to på den anden til at slagte Brændofferet, Syndofferet og Skyldofferet på. 40 Også ved det ydre Hjørne, mod Nord når man steg op i Portindgangen, stod to Borde og ved Portforhallens andet Hjørne andre to, 41 fire Borde på hver Side ved Portens Hjørner, i alt otte. På dem slagtede man Slagtofferet. 42 Og, til Brændofferet stod der tre Kvaderstensborde, halvanden Alen lange, halvanden Alen brede og en Alen høje; på dem lagde man de Redskaber, med hvilke man slagtede Brændofferet og Slagtofferet. 43 De havde hele Vejen rundt en Rand på en Håndsbred, der vendte indad; og oven over Bordene var der Tage til Værn mod Regn og Sol. Derpå førte han mig atter 44 til den indre Forgård, og se, der var to Kamre, et ved Nordportens Hjørne med Forsiden mod Syd og et andet ved Sydportens Hjørne med Forsiden mod Nord. 45 Og han sagde til mig: "Kammeret her, hvis Forside vender mod Syd, er for Præsterne, der tager Vare på, hvad der er at varetage i Templet, 46 og Kammeret der, hvis Forside vender mod Nord, er for Præsterne, der tager Vare på, hvad der er at varetage ved Alteret. Det er Zadoks Sønoer, som alene af Levis Sønner må nærme sig Herren for at tjene ham." 47 Så målte han Forgården; den var hundrede Alen lang og hundrede Alen bred i Firkant; og Alteret stod foran Templet.

48 Derpå førte han mig til Templets Forhal og målte Forhallens Piller" ; de var fem Alen brede på begge Sider; Porten var fjorten Alen bred og dens Sidevægge tre Alen på begge Sider, 49 og Forhallen var tyve Alen lang og tolv Alen bred. Ad ti Trin steg man op til den; og der stod Søjler op ad Pillerne, een på hver Side.