Add parallel Print Page Options

Alteret genopbygges

Da den syvende måned kom, og de hjemvendte havde slået sig ned i deres byer, drog de alle som én op til Jerusalem. Zerubbabel og hans slægt tog fat på at genopbygge brændofferalteret under vejledning af Jeshua, Jotzadaks søn, og hans præstekolleger. Først derefter kunne man ofre brændofre efter de forskrifter, som Guds tjener, Moses, havde givet dem. Selvom de var bange for de fremmede folk, som havde bosat sig dér i deres fravær, byggede de alteret på dets oprindelige sted og bragte morgen og aften de daglige brændofre til Herren. De fejrede løvhyttefesten efter forskrifterne i Toraen og bragte det antal brændofre, som er foreskrevet for hver enkelt dag i løbet af festen.

Fra da af gennemførte de alle de foreskrevne ofringer: de daglige ofringer, ofrene ved nymånefesterne og ved de øvrige religiøse højtider. Desuden blev der bragt frivillige ofre. Den første dag i den syvende måned begyndte præsterne at bringe brændofre til Herren, selvom grundstenen til templet endnu ikke var lagt.

Med fuldmagt fra kong Kyros ansatte de derpå stenhuggere og tømrere på løn, og de aftalte med folkene i Tyrus og Sidon, at de derfra skulle bringe cedertræ ad søvejen til Jafo og få madvarer, drikkevarer og olivenolie i bytte.

Genopbygningen af templet påbegyndes

Selve genopbygningen af templet begyndte i den anden måned i det andet år efter ankomsten til Jerusalem. Arbejdsstyrken bestod af alle præster, levitter og øvrige indbyggere i Jerusalem under ledelse af Zerubbabel og Jeshua. De levitter der var 20 år eller derover, blev udpeget til formænd for arbejdsholdene. Det overordnede ansvar for selve genopbygningen af templet blev overdraget til den ledende præst, Jeshua, og hans sønner og brødre, og de fik hjælp af Kadmiel af Hodavjas slægt og Henadads sønner samt deres sønner og brødre, som alle var levitter.

10 Da byggearbejderne havde lagt fundamentet til templet, iklædte præsterne sig deres dragter og blæste i trompeterne, og de levitter, som var af Asafs slægt, slog på deres bækkener i lovprisning til Herren, sådan som kong David havde foreskrevet. 11 De lovsang Herren med ordene: „Herren er god! Hans trofasthed over for Israel varer til evig tid!” Da brød folket ud i et mægtigt jubelråb, og de priste Herren, fordi templets grundvold nu var lagt. 12 Mange af de gamle blandt præsterne, levitterne og lederne—de der havde set Salomons storslåede tempel—græd højt, da de så fundamentet blive lagt til det nye tempel. Men andre rundt om var vilde af glæde. 13 Man kunne ikke skelne jubelen fra gråden, og støjen kunne høres langt bort.

Da den syvende Måned indtraf - Israeliterne boede nu i deres Byer - samledes Folket fuldtalligt i Jerusalem; og Jesua, Jozadaks Søn, og hans Brødre Præsterne og Zerubbabel, Sjealtiels Søn, og hans Brødre skred til at bygge Israels Guds Alter for at ofre Brændofre derpå som foreskrevet i den Guds Mand Moses's Lov. En Del af Hedningerne samlede sig imod dem, men de rejste dog Alteret på dets gamle Plads og ofrede Brændofre derpå til Herren, Morgen- og Aftenbrændofre. Derpå fejrede de Løvhyttefesten som foreskrevet og ofrede Brændofre Dag for Dag i det rette Tal og på den foreskrevne Måde, hver Dag hvad der hørte sig til, og siden det daglige Brændoffer og de Brændofre, som hørte til Nymånerne og alle Herrens hellige Højtider, og alle de Brændofre, man frivilligt bragte Herren. Den første Dag i den syvende Måned begyndte de at ofre Brændofre til Herren, før Grunden til Herrens Helligdom endnu var lagt.

Derpå gav de Stenhuggerne og Tømmermændene Penge og Zidonierne og Tyrierne Fødevarer, Drikkevarer og Olie, for at de skulde bringe Cederstammer fra Libanon til Havet ud for Jafo, efter den Fuldmagt, Perserkongen Kyros havde givet dem. I den anden Måned i det andet År efter deres Ankomst til Guds Hus i Jerusalem gjorde Zerubbabel, Sjealtiels Søn, og Jesua, Jozadaks Søn, sammen med alle deres Brødre, Præsterne og Leviterne, og alle dem, der var kommet fra Fangenskabet til Jerusalem, Begyndelsen, idet de satte Leviteme fra Tyveårsalderen og opefter til at lede Arbejdet med Herrens Hus. Og Leviterne Jesua og hans Sønner og Brødre, Kadmiel og hans Sønner, Hodavjas Sønner og Henadads Sønner, deres Sønner og Brødre, trådte til i Endrægtighed for at føre Tilsyn med dem, der arbejdede på Guds Hus.

10 Og da Bygningsmændene lagde Grunden til Herrens Helligdom, stod Præsterne i Embedsdragt med Trompeter, og Leviterne, Asafs Efterkommere, med Cymbler for at lovprise Herren efter Kong David af Israels Anordning; 11 og de stemte i med Lov og Pris for Herren med Ordene thi han er god, og hans Miskundhed mod Israel varer evindelig!" Og hele Folket brød ud i høj Jubel, idet de priste Herren, fordi Grunden var lagt til Herrens Hus. 12 Men mange af Præsterne, Leviterne og Overhovederne for Fædrenehusene, de gamle, der havde set det første Tempel, græd højt, da de så Grunden blive lagt til dette Tempel, men mange var også de, der opløftede deres Røst med Jubel og Glæde, 13 og man kunde ikke skelne Glædesjubelen fra Folkets Gråd; thi så højt var Folkefs Jubelråb, at det hørfes langt bort.