Add parallel Print Page Options

Men da Judas og Benjamins Fjender hørte, at de, der havde været i Landflygtighed, byggede Herren, Israels Gud, en Helligdom, henvendte de sig til Zerubbabel, Jesua og Overhovederne for Fædrenehusene og sagde til dem: Lad os være med til at bygge, thi vi søger eders Gud såvel som I, og ham har vi ofret til, siden Assyrerkongen Asarhaddon førte os herhen! Men Zerubbabel, Jesua og de andre Overhoveder for Israels Fædrenehuse svarede: I skal ikke være fælles med os om at bygge vor Gud et Hus, men vi vil være ene om at bygge for Herren, Israels Gud, således som Kong Kyros, Perserkongen, pålagde os!" Så bragte Hedningerne i Landet Judas Folks Hænder til at synke og skræmmede dem fra at bygge; og de købte Folk til med deres Råd at modarbejde dem og bringe deres Planer til at strande; således gik det, så længe Perserkongen Kyros levede, lige til Perserkongen Darius's Regering.

Under Ahasverus's Regering, i hans første Regeringstid, skrev de en Klage oer Judas og Jerusalems lodbyggere.

I Artaxerxes's Dage affattede Bisjlam, Mitredat, Tabe'el og alle hans andre Embedsbrødre en Skrivelse til Perserkongen Artaxerxes. Skrivelsen var affattet på Aramaisk og oversat.

Statholderen Rehum og Skriveren Sjimsjaj skrev et Brev mod Jerusalem til Kong Artaxerxes af følgende Indhold. De, der dengang skrev, var Statholderen Rehum og Skriveren Sjimsjaj og alle deres andre Embedsbrødre, Diniterne, Afarsatkiterne, Tarpeliterne, Afaresiterne, Arkiterne, Babylonerne, 10 Susaniterne, Dehaviterne,Elamiterne og de andre Folk, som den store og navnkundige Asenappar havde ført bort og ladet bosætte sig i Samarias Byer og andensteds hinsides Floden, og så videre. 11 Dette er en Afskrift af Brevet, de sendte ham: "Til Kong Artaxerxes. Dine Trælle, Folkene hinsides Floden, og så videre: 12 Det være Kongen kundgjort, at Jøderne, som drog op til os fra dig, er kommet til Jerusalem; de er i Færd med at genopbygge denne oprørske og onde By; de genopfører Murene og udbedrer Grunden. 13 Men nu være det Kongen kundgjort, at hvis denne By bygges op og Murene genopføres, så vil de ikke svare Skat, Afgift eller Skyld, og der bliver Skår i Kongens Indtægter. 14 Da vi nu spiser Paladsets Salt, og det ikke sømmer sig for os at se på, at Kongen lider Skade, sender vi herved Bud og lader Kongen det vide, 15 for at der kan blive set efter i dine Fædres Krønikebog; i den vil du finde og se, at denne By er en oprørsk By, der har voldt Konger og Lande Skade, og at der fra gammel Tid har fundet Opstande Sted i den. Det er Grunden til, at denne By blev ødelagt. 16 Så lader vi da Kongen vide, at hvis denne By bygges op og Murerne genopføres, har du ikke mere nogen Besiddelse hinsides Floden!"

17 Kongen sendte da følgende Svar til Statholderen Rehum, Skriveren Sjimsjaj og alle deres andre Embeddsbrødre, som boede i Samaria og de andre Lande hinsides Floden: "Hilsen, og så videre. 18 Den Skrivelse, I har sendt mig, er forelæst mig grundigt. 19 Og på mit Bud har man set efter og fundet, at denne By fra gammel Tid har sat sig op mod Konger, og at der har fundet Oprør og Opstande Sted i den; 20 over Jerusalem har der hersket mægtige Konger, som udstrakte deres Magt over alt hinsides Floden, og til hvem der svaredes Skat, Afgift og Skyld. 21 Giv derfor Ordre til at standse disse Mænd og til, at denne By ikke må genopbygges, før der kommer Befaling fra mig; 22 og tag eder vel i Vare for at vise Forsømmelighed i denne Sag, at ikke der skal lides store Tab til Skade for Kongerne! 23 Så snart Afskriften af denne Skrivelse fra Kong Artaxerxes var blevet læst for Rehum, Skriveren Sjimsjaj og deres Embedsbrødre, begav de sig uopholdelig til Jøderne i Jerusalem og tvang dem med Magt til at standse Arbejdet.

24 Så standsede Arbejdet på Guds Hus i Jerusalem, og det hvilede til Perserkongen Darius's andet Regeringsår.

Modstand mod templets og byens genopbygning på forskellige tidspunkter

Da Judas og Benjamins fjender fik at vide, at judæerne var kommet tilbage og var begyndt at genopbygge templet, henvendte de sig til Zerubbabel og de øvrige ledere. „Lad os hjælpe til,” sagde de, „for vi vil også gerne dyrke jeres Gud. Vi har ofret til ham, lige siden kong Esar-Haddon af Assyrien førte os hertil.”

Men Zerubbabel, Jeshua og de øvrige ledere svarede: „Nej, I kan ikke være med til at bygge vores Guds tempel. Vi må selv bygge templet for Herren, Israels Gud, sådan som kong Kyros har befalet.”

Så forsøgte de tilflyttede fremmede at skræmme dem til at standse arbejdet. De gav penge til nogle ledere, som skulle modarbejde byggeplanerne. Sådan fortsatte det i hele perserkongen Kyros’ regeringstid og senere, mens kong Dareios[a] regerede.

Da Xerxes[b] blev konge over Persien, skrev Judas og Jerusalems fjender et klagebrev imod Jerusalems genopbygning, som de sendte til kongen. Senere, da Artaxerxes blev konge, sendte Bishlam, Mitredat, Tabe’el og en lang række embedsmænd igen en skrivelse. Den var på aramæisk og blev oversat for kongen.

8-9 Guvernøren Rehum og provinssekretæren Shimshaj sendte ligeledes et anklageskrift til kong Artaxerxes. Brevet blev underskrevet af adskillige dommere og lokale persiske og babyloniske embedsmænd fra Erek og Susa 10 og en lang række andre folk, som af den store og berømte Asnappar[c] var blevet deporteret fra deres eget land til Samaria og de omliggende egne vest for Eufratfloden. 11 Ordlyden af brevet til kongen var som følger:

Til kong Artaxerxes fra hans undersåtter vest for Eufratfloden. 12 Vi gør kongen opmærksom på, at de judæere, som er kommet fra Babylonien til Jerusalem, er ved at genopbygge denne oprørske og onde by. De er snart færdige med at genopbygge byens mure, og de har udbedret fundamenterne.

13 Vi ønsker yderligere at gøre kongen opmærksom på, hvilke følger det kan få, hvis denne by bliver genopbygget. Først og fremmest vil judæerne snart nægte at betale skatter og afgifter, og det vil gå ud over kongens indtægter. 14 Eftersom vi er loyale undersåtter og ikke ønsker, at kongen skal lide tab, sender vi denne information. 15 Vi foreslår, at kongen undersøger de gamle optegnelser, hvoraf det klart vil fremgå, at Jerusalem er en oprørsk by. Den blev jo netop ødelagt som følge af oprør imod de konger og riger, som forsøgte at kontrollere den. 16 Vi ønsker hermed at udtrykke vor dybe ængstelse for, at kongen skal miste hele området vest for Eufratfloden, hvis han tillader en genopbygning af byen og dens fæstningsværker.

17 Kong Artaxerxes sendte følgende svar til guvernøren Rehum, provinssekretæren Shimshaj og deres forbundsfæller i Samaria og i hele området vest for Eufratfloden:

18 Vær hilset! Jeres skrivelse er blevet læst op og oversat for mig. 19 Jeg beordrede mine folk til at foretage en nøje gennemgang af de gamle optegnelser, og det blev derved bekræftet, at Jerusalem har gjort modstand imod en lang række konger, og at der ofte har fundet oprør og opstande sted. 20 I tidens løb har der også været mægtige konger, som fra Jerusalem har regeret over hele området vest for Eufratfloden og har inddrevet skat, told og andre afgifter fra hele det område. 21 Derfor skal I sætte en stopper for byens genopbygning. Den by må ikke genopbygges, medmindre jeg personligt giver min tilladelse. 22 Sørg for straks at udføre ordren, så kongedømmet ikke kommer til at lide tab.

23 Så snart denne skrivelse fra Artaxerxes var blevet læst op for Rehum, Shimshaj og de øvrige embedsmænd, skyndte de sig til Jerusalem og tvang judæerne til at standse arbejdet med at genopbygge bymuren.

24 Det var en lignende modstand, som tidligere havde resulteret i, at arbejdet med templet gik i stå, indtil kong Dareios af Persiens andet regeringsår.

Footnotes

  1. 4,5 Denne Dareios var konge 522-486.
  2. 4,6 Xerxes er også kendt under navnet Ahasverus. Han var konge i det persiske storrige i 486-465. Han blev efterfulgt af Artaxerxes den Første (465-424).
  3. 4,10 Også kaldet Ashurbanipal, en babylonisk konge (669-627).