Add parallel Print Page Options

Jeg vil spejde efter et ord fra Herren,
    gå op på bymuren og holde udkig.
Jeg vil høre, hvad han har at sige,
    så jeg kan få svar på min klage.

Guds svar til Habakkuk

Herren sagde til mig:
„Synet skal du skrive tydeligt på tavlerne,
    så herolden kan løbe af sted med det.
Det handler om noget, som skal ske i fremtiden.
    Når tiden er inde, vil det blive opfyldt.
Vær tålmodige, når I synes, det trækker ud,
    for han, som skal komme, vil komme,
        og han kommer ikke for sent.
Den hovmodige har ikke den rette indstilling,
    men den retskafne får livet ved sin tro.[a]
Babylonierne er berusede af deres magt,
    deres hovmod giver dem ingen hvile.
De er grådige som dødsriget,
    der aldrig kan få nok.
De skraber alle folkeslag til sig,
    men får aldrig fanger nok.
Engang vil de undertrykte folkeslag håne dem og sige:
„Ve jer, der stjæler og røver fra andre.
    Hvor længe vil I udnytte andre for selv at blive rige?”

Pludselig en dag vil de undertrykte rejse sig
    og gøre oprør imod jer babyloniere.
Så bliver det jeres tur til at skælve,
    og jer, der bliver udplyndret.
Fordi I har plyndret mange lande,
    vil de resterende lande nu plyndre jer.
I må bøde for alle de voldshandlinger og mord,
    I har begået i andre byer og lande.

Ve jer, der bliver rige på andres bekostning.
    I tror I kan købe sikkerhed,
        både for jer selv og jeres familie.
10 Men fordi I har taget så mange menneskers liv,
    har I selv mistet retten til livet.
11 Hvis mursten kunne tale, ville de anklage jer,
    tagbjælkerne ville afsløre, hvad I har gjort.
12 Ve jer, som opbygger en by
    gennem vold og forbrydelser.
13 Herren, den Almægtige, har jo sagt,
    at alt, hvad mennesker bygger, vil gå op i røg.
        Alt deres slid og slæb er til ingen nytte.
14 Men som verdenshavene er fyldt med vand,
    vil jorden blive fyldt med erkendelsen af Herrens herlighed.

15 Ve jer, I, der tvinger mennesker til at tømme jeres vredes bæger
    og bagefter fryder jer over deres ulykkelige tilstand.
16 Derfor skal I selv opleve skam
    i stedet for hæder og ære.
Nu er det jeres tur til at drikke af bægeret,
    og jeres ynkelige tilstand bliver stillet til skue.
Nu rækker Herren jer sit vredesbæger,
    så jeres herlighed bliver erstattet af elendighed.
17 I bliver hugget ned,
    fordi I huggede Libanons skove ned.
I bliver jaget,
    fordi I jagtede skovens dyr.
Jeres by fyldes af blodet fra dens indbyggere,
    fordi I selv har udgydt blod i andre byer og lande.
18 Hvad hjælper det at bede til en afgud,
    når det er jer selv, der har lavet den?
Hvad hjælper det at spørge falske profeter til råds,
    når de kun kan lyve og bedrage?
Kan man have tillid til en afgud, man selv har skabt,
    og som ikke engang kan tale?
19 Ve jer, der prøver at puste liv i en træklods
    eller forsøger at vække en stenstøtte til live.
        Kan de måske vejlede jer?
De er godt nok belagt med guld og sølv,
    men der er ikke gnist af liv i dem.
20 Men Herren bor i sin helligdom.
    Lad jorden fyldes af ærefrygt for ham.

Footnotes

  1. 2,4 Eller: „trofasthed”. Det hebraiske ord har mange nuancer i området trofasthed, ærlighed, troværdighed, lydighed. Det indebærer også afhængighed af og lydighed mod Gud. Også på græsk bruges det samme ord for tro og trofasthed.

Op på min Varde vil jeg stige; stå hen på mit Vagtsted og spejde, og se, hvad han taler i mig, hvad Svar han har på min Klage. Og Herren gav mig til Svar de Ord: "Skriv Synet op og rist det ind i Tavler, at det kan læses let; thi Synet står ved Magt, træffer ind til Tide, usvigeligt iler det mod Målet; tøver det, bi så på det, thi det kommer; det udebliver ikke."

Se, opblæst, uredelig er Sjælen i ham, men den retfærdige skal leve ved sin Tro. Han er der hos den frækkeste Røver, en hoven, frastødende Mand, der som Dødsriget opspiler Gabet, som Døden uden at mættes, skraber alle Folkene til sig, sanker alle Folkeslag til sig. Visselig skal de alle istemme en Hånsang, en Smædevise fuld af Hentydninger til ham og sige: Ve ham, der dynger andres Gods op - hvor længe? - og læsser Pantegods på sig! Thi brat står dine Skyldherrer op; de, som vil rykke dig, vågner; da bliver du dem til Bytte. Fordi du har plyndret mange Folk, skal du plyndres af al Folkeslagenes Rest for Menneskeblods Skyld, for Vold mod Landet, mod Byen og alle, som bor der. Ve ham, som søger ublu Vinding til sit Hus for at bygge sin Rede højt og redde sig fra Ulykkens Hånd. 10 Dit Hus får Skam af dit Råd.Du nedtrådte mange Folkeslag, men satte din Sjæl i Vove. 11 Thi Stenen råber fra Væggen, fra Træværket svarer Bjælken. 12 Ve ham, som bygger By med Blod og rejser en Stad med Uret, 13 (er dette ikke, fra Hærskarers Herre?) så Folkeslag slider for Ilden, og Folkefærds Møje er spildt. 14 Thi Jorden skal fyldes af Kundskab om Herrens Herlighed, som Vandene dækker Havets Bund. 15 Ve ham, som lader Venner drikke en Rus af Fade og Skåle for at få deres Blusel at se. 16 Du mætted dig med Skam for Ære. Drik selv, vis din Forhud frem! Nu kommer Bægeret fra Herrens højre til dig og Skændsel til din Ære. 17 Thi du tynges af Vold mod Libanon, knuses for Misbrug af Dyr, for Menneskeblods Skyld, for Vold mod Landet, mod Byen og alle, som bor der. 18 Hvad gavner det skårne Billed, at en Billedskærer skærer det ud, det støbte Billed, hvis Spådom er falsk, at en Billedskærer stoler derpå, så han laver stumme Guder? 19 Ve den, som siger til Træ: "Vågn op!" til Sten uden Mæle:" - Stå op!" Den skulde kunne spå! Se, den er klædt i Guld og Sølv, men af Ånd har den intet i sig. 20 Men Herren er i sin Helligdom; stille for ham, al Jorden!