Løfte om tilbagevenden til deres eget land og et nyt rodskud fra Davids slægt

23 Herren, Israels Gud, siger: „Mit folks ledere fortjener deres straf. De skulle have været hyrder for min hjord, men har i stedet ført dem i ulykke, og de er årsag til, at hjorden bliver spredt for alle vinde. ² I stedet for at føre dem til et trygt og sikkert sted, har de drevet dem mod død og undergang. Derfor vil jeg straffe dem for deres onde handlinger. ³ Men engang vil jeg samle resterne af min hjord fra alle de lande, jeg spredte dem til, og føre dem tilbage til folden, hvor de vil opleve fremgang og vækst. ⁴ Jeg vil udpege gode hyrder til at tage sig af dem, så de ikke længere har noget at frygte, og ingen af dem skal fare vild.”

⁵ „Og engang i fremtiden,” siger Herren, „vil jeg lade en spire bryde frem fra Davids slægt, en konge, der vil styre landet med visdom og afsige retfærdige domme. ⁶ Hans navn skal være ‚Herren er vores redning’^[a] for Judas folk vil blive reddet, og Israel skal leve i tryghed.

⁷ Når I er vendt tilbage til landet, vil den, der aflægger ed, ikke længere sige: ‚Så sandt Herren lever, der udfriede Israels folk fra Egyptens land.’ ⁸ I stedet vil man sige: ‚Så sandt Herren lever, der førte Israels folk hjem til deres eget land fra landet mod nord og alle de andre lande, hvor han havde sendt dem i eksil.’ Da skal de få lov at bo i deres eget land igen.”