Add parallel Print Page Options

22 Så siger Herren: Gå ned til Judas konges palads og tal dette Ord og sig: Hør Herrens Ord, Judas Konge, som sidder på Davids Trone, du, dine Tjenere og dit Folk, som går ind ad disse Porte! Så siger Herren: Øv Ret og Retfærd, fri den, som er plyndret, af Voldsmandens Hånd, undertryk ikke den fremmede, den faderløse og Enken, øv ikke Vold og udgyd ikke uskyldigt Blod på dette Sted. Thi dersom I efterkommer dette Krav, skal konger, der sidder på Davids Trone, drage ind ad Portene til dette Hus med Vogne og Heste, de, deres Tjenere og Folk: Men hører I ikke disse Ord, så sværger jeg ved mig selv, lyder det fra Herren, at dette Hus skal lægges øde. Thi så siger Herren om Judas konges Palads: Et Gilead var du for mig, en Libanons Tinde; visselig, jeg gør dig til Ørk, til folketomme Byer; Hærværksmænd helliger jeg mod dig, hver med sit Værktøj, de skal fælde dine udvalgte Cedre og kaste dem i Ilden. Mange Folkeslag skal drage forbi denne By og spørge hverandre: "Hvorfor handlede Herren således med denne store By?" Og man skal svare: "Fordi de forlod Herren deres Guds Pagt og tilbad og dyrkede andre Guder."

10 Græd ej over den døde, beklag ham ikke! Græd over ham, der drog bort, thi han vender ej hjem, sit Fødeland genser han ikke. 11 Thi så siger Herren om Josiass Søn, Kong Sjallum af Juda, der blev Konge i sin Fader Josiass Sted: Han, som gik bort fra dette Sted, skal ikke vende hjem igen: 12 men på det Sted, til hvilket de førte ham i Landflygtighed, skal han dø, og han skal ikke gense dette Land.

13 Ve ham, der bygger Hus uden Retfærd, Sale uden Ret, lader Landsmand trælle for intet, ej giver ham Løn, 14 som siger: "Jeg bygger mig et rummeligt Hus med luftige Sale," som hugger sig Vinduer ud, klæder Væg med Cedertræ og maler det rødt. 15 Er du Konge, fordi du brammer med Cedertræ? Din Fader, mon ikke han spiste og drak og øvede Ret og Retfærd? Da gik det ham vel; 16 han hjalp arm og fattig til sin Ret; da gik det ham vel. Er dette ikke at kende mig? lyder det fra Herren. 17 Men dit Øje og Hjerte higer kun efter Vinding, efter at udgyde skyldfries Blod, øve Undertrykkelse og Vold. 18 Derfor, så siger Herren om Josiass Søn, kong Jojakim af Juda: Over ham skal ej klages: "Ve min Broder, ve min Søster!" eller grædes: "Ve min Herre, ve hans Herlighed!" 19 Et Æsels Jordefærd får han, slæbes ud, slænges hen uden for Jerusalems Porte.

20 Stig op på Libanon og skrig, løft Røsten i Basan, skrig fra Abarim, thi knuste er alle dine kære. 21 Jeg taled dig til i din Tryghed, du nægted at høre; at overhøre min Røst var din Skik fra din Ungdom. 22 For alle dine Hyrder skal Storm være Hyrde, i Fangenskab går dine kære; da får du Skam og Skændsel for al din Ondskab. 23 Du, som bor på Libanon og bygger i Cedrene, hvor stønner du, når Smerter kommer over dig, Veer som en fødendes!

24 Så sandt jeg lever, lyder det fra Herren: Om også Konja, Kong Jojakim af Judas Søn, var en Seglring på min højre Hånd, jeg rev ham bort. 25 Jeg giver dig i deres Hånd, som står dig efter Livet, i deres Hånd, for hvem du ræddes, og i Kong Nebukadrezar af Babels og Kaldæernes Hånd. 26 Jeg slynger dig og din Moder, som fødte dig, bort til et andet Land, hvor I ikke fødtes, og der skal I dø; 27 men til det Land, deres Sjæle længes tilbage til, skal de ikke vende hjem.

28 Er denne Konja da et usselt, sønderslået Kar, et Redskab, ingen bryder sig om? Hvorfor skal han og hans Afkom slynges og kastes til et Land, de ikke kender? 29 Land, Land, Land, hør Herrens Ord: 30 Så siger Herren: Optegn denne Mand som barnløs, som en Mand, der ingen Lykke har i sit Liv; thi det skal ikke lykkes nogen af hans Afkom at sætte sig på Davids Trone og atter herske over Juda.

Guds dom over Judas onde konger

22 Herren sagde til mig: „Gå hen til paladset og sig til Judas konge, Jojakim: Hør, hvad Herren siger til dig, Judas konge, som sidder på Davids trone. Lad også dine embedsmænd og alle andre i paladset høre det. Herren siger: Vær retfærdig og gør altid det rigtige. Hjælp dem, som bliver bestjålet eller uretfærdigt behandlet. Du må ikke mishandle eller udnytte de forsvarsløse fremmede, enkerne eller de forældreløse. Du må ikke slå uskyldige mennesker ihjel. Hvis du vil adlyde mig, vil Davids slægt fortsat få lov at sidde på tronen i Jerusalem, og de vil sammen med deres embedsmænd og øvrige følge kunne køre ud og ind ad paladsets porte i de kongelige kareter.

Men hvis du ikke vil lytte til min advarsel, sværger jeg højtideligt på, at dit fornemme palads vil blive til en dynge ruiner.

Hør, hvad Herren siger om kongepaladset: I mine øjne var du som det frugtbare Gilead og Libanons grønne skove. Men jeg vil ødelægge dig, så du kommer til at ligne en mennesketom ødemark. Jeg sender mænd til at begå hærværk imod dig, bevæbnet med økser og brækjern. De skal nedrive dine mure, hugge dine prægtige cedertræsbjælker i stykker og kaste dem på bålet. Folk fra fjerne lande skal gå forbi denne ruinby og udbryde: ‚Hvorfor ødelagde Herren så prægtig en by?’ Og man vil svare: ‚Fordi byens indbyggere brød pagten med Herren, deres Gud, og dyrkede andre guder.’

10 Græd ikke over den konge, som allerede er død,[a] men græd over ham, der føres bort i eksil og aldrig mere får sit fædreland at se. 11 Hør, hvad Herren siger om Judas kong Joahaz, der efterfulgte sin far Josias, og som blev ført i eksil: 12 Han vil dø i det fremmede og aldrig se sit eget land igen.

13 Kong Jojakim, du er en ond konge. Du udbygger dit flotte palads, tvinger dine landsmænd til at arbejde for dig, men betaler dem ikke for det. 14 Du siger: ‚Jeg bygger et prægtigt palads med store sale ovenpå, mange vinduer og cedertræspaneler på væggene, dekoreret med rødlige farver.’ 15 Men man bliver ikke en stor konge, bare fordi man ejer store rigdomme. Hvorfor mon det gik din far så godt? Fordi han var fair og retfærdig, og derfor velsignede Gud ham. 16 Han sørgede for, at de fattige og nødstedte fik hjælp, og derfor gik det ham godt. Sådan handler de, der kender Herren. 17 Men du derimod, du er egoistisk, grisk og uærlig. Du myrder uskyldige mennesker, undertrykker de fattige og hersker brutalt.

18 Derfor vil Herren straffe dig, kong Jojakim af Juda, som efterfulgte din far Josias. Hverken din familie eller dine undersåtter vil sørge over din død. 19 Du får ingen værdig begravelse, men dit lig slæbes ud af byen og smides på lossepladsen.”

Jerusalems og Judas skæbne

20 „Åh, mit folk,” siger Herren, „I har grund til at sørge, for alle jeres forbundsfæller er besejret. I kan søge efter dem i Libanon, kalde på dem i Bashan eller lede efter dem i Moabs bjerge, men det er forgæves.

21 Mens landet endnu havde fred, advarede jeg jer, men I svarede: ‚Lad os være.’ Sådan har I opført jer fra begyndelsen. Altid har I gjort oprør imod mig. 22 Jeres ledere bliver blæst væk som af et vindpust, og jeres forbundsfæller ført bort som fanger. I vil opleve stor ydmygelse, og det sker alt sammen på grund af jeres ondskab. 23 I har hidtil følt jer sikre som en fugl, der har sin rede i Libanons regnskove, men snart vil I komme til at stønne af smerte som en kvinde i fødselsveer.”

Dommen over Jekonja

24 „Så sandt jeg lever,” siger Herren til kong Jekonja[b] af Juda, Jojakims søn. „Jeg vil fjerne dig fra tronen, for du er ikke værdig til at være leder for mit folk. 25 Jeg udleverer dig til dem, du frygter mest, kong Nebukadnezar og den babyloniske hær. 26 Jeg jager dig og din mor ud af landet, og I skal begge dø i et fremmed land. 27 I vil længes tilbage til jeres fædreland, men aldrig se det igen.”

28 Hvorfor er kong Jekonja blevet som en revnet krukke, ingen vil eje? Hvorfor skal både han og hans børn føres i eksil til fjerne lande?

29 Åh, mit stakkels land og mit stakkels folk! Hør, hvad Herren siger: 30 „Lad Jekonja gå over i historien, som om han var en barnløs konge, for ingen af hans børn vil nogensinde sidde på Davids trone og herske i Juda. Han vil blive husket som en mislykket konge.”

Footnotes

  1. 22,10 Kong Josias døde fredeligt, men hans søn Joahaz blev ført i eksil til Egypten og hans sønnesøn Jojakin til Babylon. Joahaz hed egentlig Shallum, som der står i den hebraiske tekst, men kongerne fik gerne et særligt navn, når de besteg tronen. Jf. 2.Kong. 23,31ff. Joahaz’ bror, Jojakim, blev konge, efter at Joahaz var ført i eksil.
  2. 22,24 På hebraisk „Konja”, en kort form af Jekonja, som er et andet navn for Jojakin.