Add parallel Print Page Options

Job hævder fortsat sin uskyld

27 Job fortsatte:

„Jeg sværger ved den levende, almægtige Gud,
    som har gjort mig uret og forbitret mit liv,
at så længe jeg lever her på jorden,
    så længe jeg endnu trækker vejret,
skal intet ondt ord komme over mine læber,
    ingen løgn skal udgå fra min mund!
Jeg vil aldrig give jer ret i jeres beskyldninger,
    til min dødsdag vil jeg hævde min uskyld.
Jeg er uden skyld, og det holder jeg fast ved.
    Min samvittighed er ren, og det har den altid været.

De gudløse straffes

Må mine fjender blive straffet som de gudløse, de er,
    mine modstandere dele skæbne med de onde.
Hvad håb er der for de onde,
    når Gud gør ende på deres liv?
Mon Gud hører deres skrig,
    når de råber om hjælp?
10 De oplever ikke glæden ved at kende den Almægtige,
    de kommer ikke dagligt til ham i bøn.
11 Lad mig fortælle jer om Guds kraft
    og indvi jer i den Almægtiges tanker.
12 Ja, egentlig burde I vide det i forvejen,
    men hvorfor kommer I så med jeres tomme ord?
13 Hør her hvilken skæbne, der venter de onde,
    hvilken straf de får fra den Almægtige:
14 Uanset hvor mange børn, de har,
    vil de fleste dø i krig eller sulte ihjel.
15 De overlevende bliver bragt i graven af sygdom,
    end ikke deres enker vil begræde dem.
16 Selv om de gudløse kan have penge som skidt
    og kostbare klæder i kassevis,
17 bliver det de retskafne, som overtager rigdommen,
    de retsindige, som går rundt i de kostbare klæder.
18 De gudløses huse er som skrøbelige spindelvæv,
    som læskure, en hyrde har flikket sammen på marken.
19 De kan være stenrige, når de går i seng om aftenen,
    og vågne ludfattige om morgenen.
20 Pludselig rammes de af forfærdelige rædsler,
    ulykken kommer over dem som en hvirvelvind.
21 De mister alt, hvad de ejer,
    som havde en storm blæst dem ud i ørkenen.
22 Ulykken jager dem som en orkan,
    mens de kæmper for ikke at blive knust.
23 Den slår kløerne i dem
    og blæser dem langt bort fra deres hjem.

27 Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog: "Så sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige, som gjorde mig mod i Hu: Så længe jeg drager Ånde og har Guds Ånde i Næsen, skal mine Læber ej tale Uret, min Tunge ej fare med Svig! Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udånder, opgiver jeg ikke min Uskyld. Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dage piner mit Sind.

Som den gudløse gå det min Fjende, min Modstander som den lovløse! Thi hvad er den vanhelliges Håb, når Gud bortskærer og kræver hans Sjæl? Hører mon Gud hans Skrig, når Angst kommer over ham? 10 Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, når han påkalder ham? 11 Jeg vil lære jer om Guds Hånd, den Almægtiges Tanker dølger jeg ikke; 12 se, selv har I alle set det, hvi har I så tomme Tanker? 13 Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd får fra den Almægtige: 14 Vokser hans Sønner, er det for Sværdet, hans Afkom mættes ikke med Brød; 15 de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde Klage over dem. 16 Opdynger han Sølv som Støv og samler sig Klæder som Ler 17 han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arver den skyldfri; 18 han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten, en Vogter gør sig; 19 han lægger sig rig, men for sidste ang, han slår Øjnene op, og er det ej mer; 20 Rædsler når ham som Vande, ved Nat river Stormen ham bort; 21 løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans Sted. 22 Skånselsløst skyder han på ham, i Hast må han fly fra hans Hånd; 23 man klapper i Hænderne mod ham og piber ham bort fra hans Sted!