Add parallel Print Page Options

Jobs fjerde tale: Et svar til Zofar

12 Hertil svarede Job:

„I er så kloge og har svar på alt!
    Hvor trist, at visdommen skal uddø med jer!
Men jeg er nu heller ikke uden forstand,
    jeg står ikke tilbage for jer i noget.
        Der er jo intet nyt i det, I har sagt.
Jeg er en retskaffen og retsindig mand.
    Når jeg beder til Gud, svarer han mig.
        Alligevel håner mine venner mig.
Det er nemt nok at foragte dem, der har problemer,
    når man ikke selv har nogen.
        Hvorfor sparker I til en mand, der ligger ned?

Røvere lever i fred,
    de, der trodser Gud, er i sikkerhed.
        De tror kun på sig selv og deres egen styrke.

Du kan lære noget af dyrene!
    Fuglene kan fortælle dig det,
krybdyrene på landjorden ved det,
    fiskene i havet kan forklare det for dig.
De ved alle som en,
    at Herren har skabt det hele.
10 Han holder enhver skabning i sin hule hånd,
    et menneskes liv afhænger af ham.

11 Man må vurdere alt, hvad man hører,
    ligesom man smager på maden, før man spiser den.
12 Visdom søger man hos de ældre,
    for livserfaring kommer med årene.

13 Gud er kilden til al visdom og magt,
    hos ham får man indsigt og gode råd.
14 Hvad han bryder ned, kan ikke bygges op.
    Hvad han lukker i, kan ingen lukke op.
15 Holder han regnen tilbage, bliver jorden til ørken.
    Slipper han uvejret løs, bliver der oversvømmelse.
16 Visdom og styrke finder du hos ham.
    Både bedrageren og den bedragne er i hans magt.

17 Han kan sætte samfundets ledere fra magten
    og fratage dommere deres ret til at dømme.
18 Han kan fjerne konger fra tronen
    og gøre dem til slaver i stedet.
19 Han kan fratage præster deres tjeneste
    og sætte mægtige mænd fra magten.
20 Han kan gøre de bedste rådgivere målløse
    og fratage de kloge deres tænkeevne.
21 Han kan ydmyge de stolte fyrster
    og afvæbne de stærke krigere.
22 Han kan bringe lys ind i de mørkeste afkroge
    og afsløre de dybeste hemmeligheder.
23 Han kan gøre nationer stærke,
    men også opløse dem igen.
Han kan udvide et lands grænser,
    men også sprede befolkningen for alle vinde.
24 Han kan berøve regenter deres sunde fornuft
    og lade dem vakle rundt i en vejløs ørken,
25 så de famler sig frem i mørket uden lys,
    raver omkring som berusede.