104 Min sjæl, lov Herren! Herren min Gud, du er såre stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed, ² hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt; ³ du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem på Vindens Vinger; ⁴ Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere! ⁵ Du fæsted Jorden på dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den; ⁶ Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge. ⁷ For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst, ⁸ for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem; ⁹ du satte en Grænse, de ej kommer over, så de ikke igen skal tilhylle Jorden. ¹⁰ Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de; ¹¹ de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst; ¹² over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder. ¹³ Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer; ¹⁴ du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, så du frembringer Brød af Jorden ¹⁵ og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte. ¹⁶ Herrens Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet, ¹⁷ hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig. ¹⁸ Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt. ¹⁹ Du skabte Månen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid; ²⁰ du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr; ²¹ de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud. ²² De sniger sig bort, når Sol står op, og lægger sig i deres Huler; ²³ Mennesket går til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder på. ²⁴ Hvor mange er dine Gerninger, Herre, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt! ²⁵ Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, både små og store; ²⁶ Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri. ²⁷ De bier alle på dig, at du skal give dem Føde i Tide; ²⁸ du giver dem den, og de sanker, du åbner din Hånd, og de mættes med godt. ²⁹ Du skjuler dit Åsyn, og de forfærdes; du tager deres Ånd, og de dør og vender tilbage til Støvet; ³⁰ du sender din Ånd, og de skabes, Jordens Åsyn fornyer du.

³¹ Herrens Herlighed vare evindelig, Herren glæde sig ved sine Værker! ³² Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger ³³ Jeg vil synge for Herren, så længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til. ³⁴ Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i Herren. ³⁵ Måtte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov Herren! Halleluja!