Salme 20
Dette er Biblen på dansk
20 Til Sangmesteren. En Salme af David.
2 På trængselens dag bønhøre Herren dig, værne dig Jakobs Guds Navn! 3 Han sende dig Hjælp fra Helligdommen, fra Zion styrke han dig; 4 han komme alle dine Afgrødeofre i Hu og tage dit Brændoffer gyldigt! - Sela. 5 Han give dig efter dit Hjertes Attrå, han fuldbyrde alt dit Råd, 6 at vi må juble over din Frelse, løfte Banner i vor Guds Navn ! Herren opfylde alle dine Bønner!
7 Nu ved jeg, at Herren frelser sin Salvede og svarer ham fra sin hellige Himmel med sin højres frelsende Vælde. 8 Nogle stoler på Heste, andre på Vogne, vi sejrer ved Herren vor Guds Navn. 9 De synker i Knæ og falder, vi rejser os og kommer atter på Fode. 10 Herre, frels dog Kongen og svar os, den Dag vi kalder!
Salme 20
Bibelen på hverdagsdansk
Folket beder for kongen før kampen
20 Til korlederen: En sang af[a] David.
2 Må Herren svare på din bøn, når du er i nød,
må Jakobs Gud bevare dig fra alt ondt.
3 Må han sende dig hjælp fra sin helligdom,
styrke dig fra sin bolig på Zion.
4 Må han mindes alle dine gaver
og acceptere dine brændofre.
5 Må han opfylde dit hjertes længsler
og lade dine planer lykkes.
6 Må vi få anledning til at råbe af glæde,
når vi hører om dine sejre.
Må vi få anledning til at lovsynge vor Gud.
Må Herren svare på alle dine bønner.
Kongen giver udtryk for sin tillid til Herren
7 Jeg er sikker på, at Herren vil hjælpe sin udvalgte konge.
Han svarer mig fra sin himmelske bolig,
hjælper mig med sin mægtige styrke.
8 Nogle stoler på vogne og ryttere,
men vi stoler på Herren, vor Gud.
9 De skal falde og gå til grunde,
men vi rejser os og står fast.
10 Giv mig sejren, Herre!
Hør os, når vi beder dig om hjælp!
Footnotes
- 20,1 Eller „til David”. Ikke alle sange, hvor Davids navn forekommer i titlen, er nødvendigvis skrevet af ham.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.