Add parallel Print Page Options

21 Til Sangmesteren. En Salme af David.

Herre, Kongen er glad ved din Vælde, hvor frydes han højlig over din Frelse! Hvad hans Hjerte ønskede, gav du ham, du afslog ikke hans Læbers Bøn. - Sela. Du kom ham i Møde med rig Velsignelse, satte en Krone af Guld på hans Hoved. Han bad dig om Liv, og du gav ham det, en Række af Dage uden Ende. Stor er hans Glans ved din Frelse, Højhed og Hæder lægger du på ham. Ja, evig Velsignelse gav du ham, med Fryd for dit Åsyn glæded du ham. Thi Kongen stoler på Herren, ved den Højestes Nåde rokkes han ikke.

Til alle dine Fjender når din Hånd, din højre når dine Avindsmænd. 10 Du gør dem til et luende Bål, når du viser dig; Herren sluger dem i sin Vrede. Ild fortærer dem. 11 Du rydder bort deres Frugt af Jorden, deres Sæd blandt Menneskens Børn. 12 Thi de søger at volde dig ondt, spinder Rænker, men evner intet; 13 thi du slår dem på Flugt, med din Bue sigter du mod deres Ansigt.

14 Herre, stå op i din Vælde, med Sang og med Spil vil vi prise dit Storværk!

Lovsang efter sejren

21 Til korlederen: En sang af David.

Herre, kongen glæder sig over din magt,
    han råber af fryd over din sejr.
Du har opfyldt hans hjertes ønske,
    ikke nægtet ham, hvad han bad dig om.
Du kom til ham med rige gaver.
    Du satte en gylden krone på hans hoved.
Han bad om din velsignelse over sit liv,
    og du lovede ham et varigt dynasti.
Du gav ham sejre og berømmelse,
    du tildelte ham ære og værdighed.
Din velsignelse følger ham altid,
    dit nærvær fylder ham med usigelig glæde.
Han stoler på Herren og skal aldrig snuble,
    for den Almægtiges trofaste nåde bevarer ham.

Du opsporer alle dine fjender,
    tilintetgør enhver, som hader dig.
10 Når du viser dig, brænder de op som i en ovn,
    du opsluger dem i vrede, lader ild fortære dem.
11 Du fjerner deres børn fra jordens overflade,
    deres slægt dør fuldstændig ud.
12 Selv om de sætter sig op imod dig,
    vil deres onde planer ikke lykkes.
13 De vender om og flygter,
    når du sender dine pile.

14 Rejs dig, Herre, i din vældige styrke.
    Med sang og spil vil vi lovprise din magt.