Add parallel Print Page Options

33 Jubler i Herren, I retfærdige, for de oprigtige sømmer sig Lovsang; lov Herren med Citer, tak ham til tistrenget Harpe; en ny Sang synge I ham, leg lifligt på Strenge til Jubelråb!

Thi sandt er Herrens Ord, og al hans Gerning er trofast; han elsker Retfærd og Ret, af Herrens Miskundhed er Jorden fuld. Ved Herrens Ord blev Himlen skabt og al dens Hær ved hans Munds Ånde. Som i Vandsæk samled han Havets Vand, lagde Dybets Vande i Forrådskamre. Al Jorden skal frygte for Herren, Alverdens Beboere skælve for ham; thi han talede, så skete det, han bød, så stod det der. 10 Herren kuldkasted Folkenes Råd, gjorde Folkeslags Tanker til intet; 11 Herrens Råd står fast for evigt, hans Hjertes Tanker fra Slægt til Slægt. 12 Saligt det Folk, der har Herren til Gud, det Folkefærd, han valgte til Arvelod!

13 Herren skuer fra Himlen, ser på alle Menneskens Børn; 14 fra sit Højsæde holder han Øje med alle, som bor på Jorden; 15 han, som danned deres Hjerter til Hobe, gennemskuer alt deres Værk.

16 Ej frelses en Konge ved sin store Stridsmagt, ej fries en Helt ved sin store Kraft; 17 til Frelse slår Stridshesten ikke til, trods sin store Styrke redder den ikke. 18 Men Herrens Øje ser til gudfrygtige, til dem, der håber på Nåden, 19 for at fri deres Sjæl fra Døden og holde dem i Live i Hungerens Tid. 20 Herren bier vor Sjæl, han er vor Hjælp og vort Skjold; 21 thi vort Hjerte glæder sig i ham, vi stoler på hans hellige Navn.

22 Din Miskundhed være over os, Herre, så som vi håber på dig.

Lovsang om Herrens magt og trofasthed

33 Råb af glæde, I, der kender Herren.
    Det er godt at prise og lovsynge ham.
Spil en takkesang på lyren,
    skøn musik på den ti-strengede harpe.
Syng en ny sang for Herren,
    spil smukt på lyren og råb af fryd.

For Herrens bud er gode,
    og alt, hvad han gør, er rigtigt.
Han elsker det rette og gode,
    hans nåde mærkes i hele verden.
Da Herren talte, blev himlen skabt,
    alle stjerner blev til på hans ord.
Han samlede vandet, så det blev til hav,
    han dannede et mægtigt vandreservoir.
Hele jorden bør give ham ære,
    alle mennesker bør vise ham respekt.
Et ord fra ham satte verden i gang,
    på hans befaling blev jorden til.
10 Herren ødelægger folkenes planer
    og forhindrer deres mange intriger.
11 Men Herrens planer står fast for evigt,
    hans tanker bliver altid til virkelighed.
12 Lykkeligt er det folk, som har Herren til Gud,
    dem han valgte som sit ejendomsfolk.

13 Herren ser ned fra Himlen,
    han ser på alle menneskene.
14 Fra sin bolig iagttager han dem alle,
    han holder øje med verdens befolkning.
15 Det er ham, der har skabt dem alle,
    han kender deres motiver og handlinger.
16 En konge sejrer ikke ved sin store hær,
    en helt vinder ikke ved sin egen styrke.
17 Stridsheste kan være nok så stærke,
    det er dog ikke dem, der giver sejren.
18 Men de, der ærer Herren og stoler på ham,
    oplever hans trofasthed og nåde.
19 Han redder dem fra døden
    og hjælper dem i hungersnøden.
20 Vi venter på, at Herren griber ind,
    det er ham, der hjælper og beskytter os.

21 Det er en stor glæde at kende ham,
    vi stoler på hans magt og herlighed.
22 Herre, vis os din trofaste kærlighed,
    til dig alene har vi sat vores håb.