90 Herre, du var vor Bolig slægt efter slægt. ² Førend Bjergene fødtes og Jord og Jorderig blev til, fra Evighed til Evighed er du, o Gud! ³ Mennesket gør du til Støv igen, du siger: "Vend tilbage, I Menneskebørn!" ⁴ Thi tusind År er i dine Øjne som Dagen i Går, der svandt, som en Nattevagt. ⁵ Du skyller dem bort, de bliver som en Søvn. Ved Morgen er de som Græsset, der gror; ⁶ ved Morgen gror det og blomstrer, ved Aften er det vissent og tørt.

⁷ Thi ved din Vrede svinder vi hen, og ved din Harme forfærdes vi. ⁸ Vor Skyld har du stillet dig for Øje, vor skjulte Brøst for dit Åsyns Lys. ⁹ Thi alle vore Dage glider hen i din Vrede, vore År svinder hen som et Suk. ¹⁰ Vore Livsdage er halvfjerdsindstyve År, og kommer det højt, da firsindstyve. Deres Herlighed er Møje og Slid, thi hastigt går det, vi flyver af Sted. ¹¹ Hvem fatter din Vredes Vælde, din Harme i Frygt for dig! ¹² At tælle vore Dage lære du os, så vi kan få Visdom i Hjertet!

¹³ Vend tilbage, Herre! Hvor længe! Hav Medynk med dine Tjenere; ¹⁴ mæt os årle med din Miskundhed, så vi kan fryde og glæde os alle vore Dage. ¹⁵ Glæd os det Dagetal, du ydmygede os, det Åremål, da vi led ondt! ¹⁶ Lad dit Værk åbenbares for dine Tjenere og din Herlighed over deres Børn! ¹⁷ Herren vor Guds Livsalighed være over os! Og frem vore Hænders Værk for os, ja frem vore Hænders Værk!