Add parallel Print Page Options

Tilbedelse og lydighed

95 Kom, lad os lovprise Herren med sang,
    lad os råbe af fryd for vor Frelser.
Lad os komme til ham med tak,
    lad os spille og synge til hans ære.
For Herren er den almægtige Gud,
    Kongen over alle guder.
Han hersker over havenes dyb,
    de mægtige bjerge tilhører ham.
Han skabte både hav og land,
    derfor tilhører det hele ham.
Kom, lad os bøje os og tilbede vor Gud,
    lad os knæle for Herren, vor Skaber.
Han er vor Gud, og vi er hans folk,
    den hjord, han vogter og tager sig af.

Gid I ville lytte til, hvad han siger i dag:
Lad være med at lukke af for mit ord,
    som da jeres forfædre gjorde oprør ved Meriba[a]
        og satte sig op imod mig ved Massa i ørkenen.
De provokerede mig og satte mig på prøve,
    selv om de havde set mine undere i 40 år.
10 Jeg blev vred på dem og sagde:
„De går altid deres egne veje,
    i stedet for at følge mine.”
11 Så svor jeg i min vrede:
    „De skal ikke få lov at opleve min hvile.”

Footnotes

  1. 95,8 Meriba betyder „strid, skænderi, oprør”, og Massa betyder „provokation”, jf. 2.Mos. 17,7.

95 Kom, lad os Juble, for Herren, råbe af fryd for vor Frelses Klippe, møde med Tak for hans Åsyn, juble i Sang til hans Pris! Thi Herren er en vældig Gud, en Konge stor over alle Guder; i hans Hånd er Jordens dybder, Bjergenes Tinder er hans; Havet er hans, han har skabt det, det tørre Land har hans Hænder dannet. Kom, lad os bøje os, kaste os ned, knæle for Herren, vor Skaber!

Thi han er vor Gud, og vi er det Folk, han vogter, den Hjord, han leder. Ak, lytted I dog i Dag til hans Røst: "Forhærder ej eders Hjerte som ved Meriba, som dengang ved Massa i Ørkenen, da eders Fædre fristede mig, prøved mig, skønt de havde set mit Værk. 10 Jeg væmmedes fyrretyve År ved denne Slægt, og jeg sagde: Det er et Folk med vildfarne Hjerter, de kender ej mine Veje. 11 Så svor jeg da i min Vrede: De skal ikke gå ind til min Hvile!